Politikerpar er blevet forældre

For et år siden blev de gift. Nu er de blevet forældre.

Signe Kaulberg er blevet mor for første gang.

Signe Kaulberg er blevet mor for første gang.

Foto: Jens Wollesen

En ny æra er begyndt for byrådsmedlem Signe Kaulberg og folketingsmedlem Frederik Vad. De er blevet forældre for første gang.

Det socialdemokratiske par, som blev viet i Roskilde Domkirke for et år siden, fortalte i weekenden via Instagram, at Signe Kaulberg tidligt onsdag morgen fødte en datter.

"Alt er forandret, og vi er meget taknemmelige," skriver parret, som har fået hundredvis af lykønskninger.

Signe Kaulberg, 30, fortalte offentligheden om sine lykkelige omstændigheder i marts. Dengang var terminen den 8. september, så det var helt inden for det forventede, at fødslen fandt sted den 16. september. 

Signe Kaulberg blev medlem efter kommunalvalget i 2025, hvor hun - på tværs af alle partier - fik flere stemmer, end nogen anden førstegangskandidat har fået i dette årtusinde, muligvis nogensinde.

Siden har hun indtaget en særdeles central plads som Socialdemokratiets nummer to efter Tomas Breddam, der har været Roskildes borgmester siden 2019. 

Også Frederik Vad, 32, spiller en iøjnefaldende rolle for Socialdemokratiet, ikke i byrådet i Roskilde, men i Folketinget. Han var partiets meget markante integrations- og udlændingeordfører frem til valget i marts og har siden da været en lige så højt profileret værdiordfører.

Signe Kaulberg er på øjeblikket på orlov fra sit hverv som medlem af byrådet i Roskilde. Før sommerferien godkendte byrådet, at hun holder orlov frem til den 3. november. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...