Skypumpe efterlod et spor af ødelæggelser i Hvalsø

Både politi, brandvæsen og skadeservice måtte rykke ud.

Mens Michael Sulbæk Larsen søndag aften var i Rema1000 i Hvalsø for at handle, rev en skypumpe pludselig dele af butikstaget af.

Mens Michael Sulbæk Larsen søndag aften var i Rema1000 i Hvalsø for at handle, rev en skypumpe pludselig dele af butikstaget af.

Foto: Michael Sulbæk Larsen

Det blev en alt andet end stille søndag aften for beboere i Hvalsø, da en skypumpe ramte området omkring Søtorvet med voldsom kraft.

Den Korte Version
  • Skypumpe rev tag af boligblok og væltede kundevognsskur i Hvalsø.
  • Politi, brandvæsen og skadeservice rykkede ud til Søtorvet.
  • Havemøbler og genstande fløj rundt i haver og gader.
  • Stort træ væltede og knækkede gadelampe på Skolevej.
  • Ingen personer kom til skade under skypumpen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

I et uddrag af døgnrapporten oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at den noget usædvanlige anmeldelse lød klokken 19.36.

Her rev vindkræfterne en del af taget af boligblokken på Søtorvet, der blandt andet huser Rema 1000, mens kundevognsskuret hos Brugsen blev blæst omkuld.

Midt- og Vestsjællands Politi rykkede hurtigt ud sammen med brandvæsenets indsatsleder. Området ved Søtorvet blev afspærret, mens skadeservice blev tilkaldt for at sikre bygningerne og oprydde efter ødelæggelserne.

Skypumpens hærgen stoppede dog ikke ved Søtorvet. I lokale Facebook-grupper beskriver flere borgere oplevelsen som 'voldsom' og fortæller om havemøbler og løse genstande, der fløj rundt i haver og på gader, da skypumpen passerede. 

Hvad er en skypumpe?

Ordet "skypumpe" bruges typisk om de svagere tornadoer, vi oplever herhjemme.

Det er en hvirvlende luftsøjle, der rækker fra en bygesky og hele vejen ned til vand- eller jordoverfladen og opstår typisk, når vinde fra forskellige retninger støder sammen.

Der er ingen officiel statistik over antal skypumper herhjemme, men det er et relativt sjældent vejrfænomen.

De forekommer hyppigst over vand, særligt i sensommeren og efteråret og varer som regel kun få minutter.

Kilde: DMI

- (jeg, red.) oplevede det inde fra Rema, en hvirvelvind/tornado på nok 10 meter i diameter, så den ud som, skriver en borger blandt andet i et kommentarspor. 

En times tid senere, klokken 20.37, fik politiet atter en anmeldelse om uvejrets raseren i stationsbyen. På Skolevej var et større træ væltet og havde i faldet ramt en gadelampe, som knækkede. Politiet formoder, at det ligeledes var uvejrets skyld. Kommunen blev tilkaldt for at fjerne træet og håndtere den ødelagte lampe. 

Ingen personer kom til skade i forbindelse med skypumpen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...