Aftalekredsen bag den grønne trepart er enige om at hæve kompensationspuljen for den nye kvælstofreguleringsmodel til 1,92 milliarder kroner i 2027.
Det er 692 millioner kroner mere, end der oprindeligt var aftalt, skriver Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd mandag på sin hjemmeside.
Kvælstofreguleringen skal forbedre vandmiljøet og medvirke til at genoprette livet i de danske fjorde og kystvande, men modellen, der er en del af gødskningsloven, har mødt kritik fra landbruget.
- Vi skal have bugt med iltsvind og livet tilbage i vores fjorde og langs de danske kyster. Det kræver, at den nye kvælstofreguleringsmodel kommer hurtigt ud at gøre en forskel, siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) til ministeriets hjemmeside.
- Samtidig er det vigtigt, at landbrugerne får den nødvendige hjælp til at omstille sig.
Kompensationen er blevet fastsat på baggrund af en vurdering, som Københavns Universitet har lavet om landbrugets omkostninger ved kvælstofreguleringen næste år.
Af de 692 millioner kroner kommer 500 millioner kroner fra regeringens finanslovsforslag for næste år.
De sidste 192 millioner kroner er en omprioritering fra reserve til tilskud til lagring af biokul (pyrolyse).
Når der er mulighed for at omprioritere midler fra pyrolyse, skyldes det, at nogle af forudsætningerne for åbning af udbuddet i sidste del af i år er blevet forsinket.
Den daværende SVM-regering indgik i december sidste år sammen med de øvrige aftalepartier bag den grønne trepart, SF, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale, en politisk aftale om, hvordan landbrugets fremtidige kvælstofudledninger skal fordeles.
Landmændene skal fra næste år have en kvote for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster. Kvælstofkvoterne skal justeres i takt med, at der kommer nye målinger af, hvor meget kvælstofudledning vandmiljøet kan klare, og i takt med, at landmændene omlægger til natur.
Den midlertidigt forhøjede kvælstofregulering skal udfases, efterhånden som landmændene udtager jord og dermed begrænser deres udledning.
Den enkelte landbruger skal tilskyndes til at tage jorder, der har potentiale til at blive vådlægningsområder, ud - i stedet for at dyrke dem.
Den nye kvælstofreguleringsmodel, der skal træde i kraft fra 1. januar næste år, skal - sammen med en forbedret spildevandsrensning - reducere udledningen af kvælstof med cirka 10.100 ton om året.
RITZAU