Efter at DR's korrespondent Matilde Kimer i 2022 blev smidt ud af Rusland, har mediet for første gang i fire år en journalist inde i Rusland.
DR-journalist Louise Brodthagen Jensen blev torsdag efter ni timers ventetid ved grænsen mellem Estland og Rusland lukket ind i landet af de russiske grænsevagter.
Det skriver mediet selv i en artikel søndag.
- Det første, jeg bemærkede, da jeg landede på den russiske side, var et stort, fedt "Z" spraymalet på en bygning i Ivangorod, siger Louise Brodthagen Jensen til DR.
Bogstavet "Z" er et symbol på støtte til den russiske hær.
Louise Brodthagen Jensen har tidligere dækket krigen mellem Ukraine og Rusland og også før været udsendt til Rusland for DR.
Hun er nu i Rusland for at dække det russiske parlamentsvalg, hvor 450 medlemmer af Dumaen, som er underhuset i det russiske parlament, skal vælges for en periode på fem år.
Ifølge Louise Brodthagen Jensen er der ikke meget, der har ændret sig, siden hun sidst besøgte landet, bortset fra at for eksempel amerikanske restauranter som McDonald's og KFC har ændret navn.
Journalisten fortæller til DR, at krigen viser sig tydeligt i metroen, der er fyldt med militære reklamer for den russiske nationalgarde, Rosgvardia, der er ansvarlig for den interne sikkerhed.
Når hun møder russere på gaderne, er de interesserede i at høre, hvordan danskerne ser på Rusland, lyder det.
Louise Brodthagen Jensens forgænger, Matilde Kimer, fik i august 2022 at vide, at hun først kunne rejse ind i Rusland igen i 2032.
I 2022 blev hun også frataget sin presseakkreditering i Ukraine. Hun har fortalt til flere medier, at hun blev beskyldt for at bedrive propaganda for Rusland af den ukrainske sikkerhedstjeneste.
Året efter fik hun sin akkreditering til at arbejde i Ukraine tilbage.
RITZAU