Brighton tæver Arsenal og bryder mestrenes sejrsstime

Brighton var sprudlende mod Arsenal.

Brighton var sprudlende mod Arsenal.

Foto: Tony O Brien/Reuters

De forsvarende engelske fodboldmestre fra Arsenal løb lørdag eftermiddag ind i deres første Premier League-nederlag siden april.

På udebane var London-klubben oppe imod et utroligt velorganiseret Brighton-mandskab, som pillede pynten af Arsenals offensiv og var effektiv, når chancerne bød sig.

Brighton vandt 3-0 på to langskud og en pandebrask, og den danske landsholdsbobler Matt O'Riley skulle have gjort det til 4-0 til allersidst, men misbrugte den store chance helt fri i feltet.

Arsenal har vundet ni Premier League-kampe på stribe siden slutningen af april, men den stime er nu slut. Arsenal er på andenpladsen i Premier League, mens Brighton stryger op som treer.

De forsvarende mestre virkede på mange måder fuldstændig ved siden af sig selv. Offensivt var der ingen fantasi, og defensiven agerede passivt i afgørende øjeblikke.

Pascal Gross åbnede Brighton-festen efter godt en halv time, da han tog chancen fra distancen. Arsenal-spillerne pressede ikke frem, så Gross fik god tid og hamrede kuglen ind via indersiden af stolpen.

Det lignede en alvorlig advarsel til Arsenal, men det så ikke ud til, at gæsterne havde regnet ud, at de var nødt til at gå aggressivt til værks, når Brighton-spillerne fik bolden på kanten af feltet.

Flere gange blev det farligt, og lige før pausefløjt blafrede nettet igen.

Charalampos Kostoulas fik bolden med ryggen til mål et par meter uden for feltet, og igen var Arsenal-defensiven utroligt passiv. Kostoulas fik oceaner af tid til at vende rundt, og så hamrede han den i nettet ved fjerneste stolpe.

Efter pausen var der intet, der tydede på, at Arsenal skulle komme stormende. Og hvis gæsterne havde optimisme tilbage, blev den pillet ud af dem efter 57 minutter.

Chema Andrés steg uimodståeligt op til et hjørnespark og pandede bolden over stregen til 3-0.

Allerede da var Arsenal-spillerne begyndt at slå ud med armene, og det blev ikke bedre. Kai Havertz fik chancen for at pynte på resultatet med en friløber efter 78 minutter, men intet spillede for gæsterne, og Havertz misbrugte fælt.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...