En pige er kommet alvorligt til skade i en ulykke på en parkeringsplads i Langeskov natten til lørdag, hvor en bilist påkørte et skur med indkøbsvogne.
Det oplyser Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update lørdag eftermiddag.
I alt kom fire piger til skade ved ulykken.
Først lød meldingen fra politiet, at sundhedspersonalet på stedet ved ulykkestidspunktet ikke havde formodning om alvorlig tilskadekomst.
- Det har efterfølgende vist sig efter yderligere undersøgelse på OUH (Odense Universitetshospital, red.), at én af pigerne er kommet alvorligt til skade. Vi beklager misforståelsen, skriver vagtchefen på Politi Update.
Ulykken skete ifølge TV 2 Fyn, da flere unge i forbindelse med et kræmmermarked i Langeskov var stimlet sammen på en parkeringsplads ved den lokale Netto i den østfynske by.
Men de nærmere omstændigheder kender politiet endnu ikke.
Bilisten - en 51-årig kvinde - var ikke påvirket af alkohol eller stoffer, oplyser Fyns Politis vagtchef til Ritzau lørdag eftermiddag.
Han kan endnu ikke oplyse alderen på de fire piger, men understreger, at det ikke er børn.
RITZAU