Hverken Tottenham eller Aston Villa havde inden lørdagens møde vundet i den nye sæson i Premier League, men det blev ændret for sidstnævnte med en 3-2-sejr i det nordlige London.
Dermed fortsætter Tottenhams krise. Efter en miserabel sæson overlevede Tottenham akkurat i Premier League i foråret, men noget tyder på, at det ikke er blevet særlig meget bedre hen over sommeren.
Fem kampe inde i den nye sæson har Tottenham endnu ikke vundet.
Hvis der skal tages lidt optimisme med fra lørdagens kamp, må det være, at holdet lykkedes med at score for første gang i den nye sæson.
Tottenhams dårlige sæsonstart kommer til trods for flere forstærkninger, der er kommet til i sommerens transfervindue.
En af dem er Andy Robertson, der er kommet til fra Liverpool. Han indtog en lettere uheldig hovedrolle ved Aston Villas første mål lørdag.
Den skotske back holdt akkurat noget uforståeligt bolden i spil ved egen baglinje, og han tabte den momentet efter.
Aston Villa udnyttede det til at spille Johan Manzambi helt fri foran mål. Sommerens helt store schweiziske VM-åbenbaring bragte gæsterne i front.
I anden halvleg lykkedes det Tottenham at etablere et pres for en udligning.
Det lignede, at det gav pote, da Mohammed Kudus efter en time fik netmaskerne til at blafre. Men Robertson, der sendte indlægget ind til Kudus, var akkurat offside forinden.
I stedet gik det lidt efter galt i den anden ende. Tottenhams midterforsvar så passivt til, da en lang bold fra Aston Villas keeper endte hos Nicolas Jackson, der spillede bande med en holdkammerat, før han øgede føringen.
Ti minutter før tid fjernede Aston Villas Emiliano Buendía det sidste håb om et Tottenham-comeback med en fornem langskudsperle.
Conor Gallagher sørgede i de sidste minutter for, at Tottenham kom på scoringstavlen for første gang i sæsonen, og i de sidste sekunder af tillægstiden kom Tottenham sågar på tavlen igen ved Jan Paul van Hecke.
Det kom dog for sent. Få sekunder efter fløjtede dommeren kampen af.
RITZAU