En død hval er skyllet op på stranden mellem Klitmøller og Vangså i Nordvestjylland.
Det skriver TV Midtvest.
Strandfoged Mads Ring siger til mediet, at han mener, at hvalen ikke har tænder. Derfor tror han, at der er tale om en bardehval.
En bardehval er ifølge Danmarks Nationalleksikon kendetegnet ved at have barder, som er hornplader med frynsede kanter. Barderne hænger ned fra overmunden og fungerer som en si.
Bardehvaler lever blandt andet af småfisk og krebsdyr.
Strandfoged Mads Ring kan ifølge TV Midtvest også fortælle, at hvalen er cirka ni meter lang og 120 centimeter bred.
Ifølge Danmarks Nationalleksikon omfatter bardehvaler traditionelt fire familier: dværghvalen, rethvaler, finhvaler og gråhvaler.
Af familien af finhvaler findes vågehvaler, brydeshvaler, sejhvaler, finhvaler, blåhvaler og pukkelhvaler.
Det er hvalforsker Carl Kinze, der er tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum, som har forfattet opslagene i Danmarks Nationalleksikon.
Han fortæller til Ritzau, at det ud fra beskrivelsen af hvalen på stranden mellem Klitmøller og Vangså sandsynligvis er en vågehval.
- Det mest sandsynlige er, at det er en vågehval. Det kunne faktisk også være en sejhval. Men det kræver alligevel nærmere undersøgelser, siger han.
Der har i årets løb været flere meldinger om hvaler i de danske farvande.
Blandt andet strandede en vågehval ved Tornby Strand i Nordvestjylland i sommer.
I vinter strandede flere kaskelothvaler ved Fanø og halvøen Skallingen ved Vadehavet.
- Hvis det er en vågehval, som er det mest sandsynlige, er det faktisk en hval, vi regner som hjemmehørende i de ydre danske farvande - i den nordlige del af Nordsøen, Skagerrak især, men de ses også i ny og næ i de indre danske farvande, forklarer Carl Kinze.
- Hvis det er en sejhval, skal vi tilbage til 2018, da vi sidst havde sådan en - de er langt mere oceaniske og hører til i de dybere dele af Nordatlanten.
Daniel Klingenberg, der er samlingsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, vurderer også, at der formentlig er tale om en vågehval.
Som det ser ud nu, skal hvalen bare blive liggende. Specielt nu, hvor det ikke længere er sommer.
- Det kan være, jeg tager et par knogler ud af den som standard, men mere gør vi ikke ved det. Den ser så forrådnet ud, at den ikke kan blive undersøgt af dyrlægerne, siger han og tilføjer:
- Hvis det blæser meget, kan det være, den skyller ud, inden vi når at komme derop. Men vi har endnu ikke planlagt, om vi overhovedet tager derop.
RITZAU