Danmark: Aftale med Grønland og USA ventes underskrevet næste uge

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i sidste uge Grønland og regeringsleder Jens-Frederik Nielsen sammen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. (Arkivfoto).

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i sidste uge Grønland og regeringsleder Jens-Frederik Nielsen sammen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Grønland og Danmark forventer den kommende uge at kunne underskrive en aftale, "der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område" med USA.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse, hvor også den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, bekræfter den kommende aftale.

- Det er glædeligt, at vi er ved at indgå en aftale, der sikrer og styrker sikkerheden for Grønland, Kongeriget Danmark, USA og den vestlige alliance. Aftalen anerkender Grønlands interesser og vores plads i det internationale samarbejde. Det er til gavn for os alle, lyder det fra Jens-Frederik Nielsen i meddelelsen.

Pressemeddelelsen kommer, kort tid efter at USA's præsident, Donald Trump, har skrevet, at en aftale mellem de lande om Grønland er indgået.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun er glad for, at der "er udsigt til en god aftale" mellem de tre.

Efter underskrivelsen skal aftalen gennem flere parlamentariske procedurer for at træde i kraft, skriver Statsministeriet.

Mette Frederiksen udtaler i pressemeddelelsen, at aftalen vil "styrke vores fælles sikkerhed i Arktis og det nordatlantiske område og dermed også er god for Nato og Europa".

Aftalen anerkender ifølge hende "Kongerigets suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse".

Det er fredag aften ikke muligt at få yderligere detaljer eller kommentarer om aftalen.

Det fremgår ikke, hvad der konkret er blevet indgået aftale om.

Donald Trump skriver på Truth Social, at aftalen blandt andet giver USA "permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland".

Det betyder ifølge Trump, at alle de bekymringer, der har været fra amerikansk side er blevet imødekommet.

- Vi vil straks indlede arbejdet med at opbygge en stor militær tilstedeværelse i en passende del af Grønland - og der er mange. Vi vil samarbejde med det grønlandske folk om udviklingen og opførelsen, skriver Trump.

I januar nedsatte Danmark, USA og Grønland en arbejdsgruppe, hvor de tre parter skulle forhandle om, hvordan man kunne imødekomme USA's sikkerhedsinteresser i Grønland med respekt for Kongeriget Danmarks røde linjer, der især handler om suverænitet.

Arbejdsgruppen blev nedsat efter et besøg i Washington D.C. i januar, hvor Grønlands daværende udenrigsminister Vivian Motzfeldt var i USA med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Besøget var foranlediget af, at Trump flere gange har luftet tanken om at overtage Grønland, som er en del af rigsfællesskabet.

Senest fredag i sidste uge lød det fra Lars Løkke, at han havde en "forsigtig optimisme" i forhold til, at det kunne lade sig gøre at lande en aftale mellem Danmark, Grønland og USA.

Det har blandt andet været et af Trumps kritikpunkter, at Danmark ikke har gjort nok for sikkerheden i Grønland i lyset af truslen fra Rusland og Kina.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...