Rederigiganten Mærsk har underskrevet en kontrakt om levering af 26 nye containerskibe.
Det bekræfter rederiet fredag over for mediet ShippingWatch.
- Vi kan bekræfte, at Mærsk har bestilt 26 store containerskibe som led i vores igangværende flådefornyelsesprogram, skriver en talsperson til mediet.
Hvert skib får en kapacitet på 18.600 teu (tyvefodscontainere). Teu er en måleenhed, der bruges til at måle kapaciteten på containerskibe.
Skibene skal også udstyres med dual-fuel-motorer, der kan operere på flydende gas, også kaldet LNG, oplyser mediet.
De 26 containerskibe skal efter planen leveres i 2029 og 2030.
Mærsk ønsker ikke at oplyse, hvor skibene skal bygges.
Rederiets topchef, Vincent Clerc, oplyste i sidste uge, at koncernen igen ville øge flåden.
Ifølge ShippingWatch markerer bestillingen et kursskifte hos Mærsk, der de seneste år primært har fokuseret på at forny ældre tonnage, altså skibenes lasteevne, og introducere skibe, der kan sejle på alternative brændstoffer.
Samtidig har flere af Mærsks konkurrenter bestilt et stort antal nye skibe og dermed vundet markedsandele.
Det gælder blandt andet det schweizisk-italienske Mediterranean Shipping Company (MSC).
Udviklingen har betydet, at Mærsk inden for de seneste år har mistet sin position som verdens største containerrederi, skriver Børsen.
Den position er i stedet blevet overtaget af MSC, lyder det.
Mærsk har i dag mere end 100.000 medarbejdere på verdensplan og over 100.000 kunder på tværs af 130 lande.
Derudover har rederiet mere end 700 containerskibe i drift, fremgår det af koncernens hjemmeside.
RITZAU