En 26-årig mand fra Roskilde er blevet idømt 20 dages ubetinget fængsel, en bøde på 19.000 kroner samt en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år og seks måneder.
Samtidig blev mandens varebil og hans mors personbil konfiskeret i sagen. Sådan lød dommen ved Retten i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Forud for den omfattende dom ved Retten i Helsingør havde den 26-årige mand gentagne gange overtrådt færdselsloven.
- Manden var i forvejen kendt i politiets registre for tidligere færdselsforseelser, og derfor er dommen ekstra skærpet i denne sag, siger Thomas Holm, som er politianklager ved Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
I retten blev manden dømt for tre forhold: Først blev manden stoppet i stoppet i en varebil uden at have erhvervet kørekort.
Den 26-årige havde nemlig fået frakendt kørekortet ved en tidligere dom og aldrig generhvervet kørekortet.
Knap tre måneder senere passerede manden i Frederiksværk en fotovogn og blev blitzet med 133 km/t i en 60 km/t-zone, hvilket er mere end 100 procent over den tilladte hastighed – og derfor nok til at udløse færdselslovens §133a om konfiskation som følge af vanvidskørsel.
- Sagen viser, at hammeren falder tungere, når man gentager kriminalitet. Manden havde tidligere fået frakendt kørekortet og havde ikke generhvervet det efterfølgende. Alligevel vælger han at sætte sig bag rattet flere gange og begå færdselsforseelser.
- I dette tilfælde resulterer det i flere konfiskerede biler, en bødestraf, frakendelse af kørekortet og en fængselsdom, siger politianklager Thomas Holm.
Den 26-årige har anket afgørelsen.