Uno-X forlænger med dansk Vuelta-etapevinder

Andreas Kron skal også i fremtiden cykle for Uno-X. (Arkivfoto).

Andreas Kron skal også i fremtiden cykle for Uno-X. (Arkivfoto).

Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Den danske cykelrytter Andreas Kron skal også i fremtiden tørne ud for det danskerglade Uno-X-hold fra Norge.

Fredag meddeler holdet, at Kron har forlænget kontrakten, så den løber til og med 2029-sæsonen.

Danskeren har kørt for holdet i to år, og han var ikke i tvivl om, at han ville skrive under på en ny kontrakt.

- Jeg er meget glad for at være på holdet, og det er derfor, jeg forlænger min kontrakt. Jeg har nået et punkt i min karriere, hvor jeg bare føler mig glad. Mit liv fungerer også for min familie, siger danskeren.

Danskeren påpeger desuden, at det er en stor styrke for ham selv og holdet, at alle ryttere kan begå sig på deres modersmål.

Sportsdirektør Thor Hushovd betegner danskeren som et stort aktiv for Uno-X.

- Vi er meget glade for at forlænge med Andreas. Han er en rytter af en vis kvalitet. Selv om han havde en svær 2025-sæson, har han været god i hele 2026. Han er en rytter, som vi tror meget på, siger Hushovd.

28-årige Kron har fire sejre som professionel. Blandt dem finder man en etapesejr i Vueltaen i 2023 som karrierens store triumf. Dengang kørte han for Lotto-holdet.

Med Krons underskrift kommer mindst otte danskere til at være på kontrakt hos Uno-X i 2027-sæsonen. Derudover består holdet kun af norske ryttere.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...