Der er fredag formiddag sket et udslip af giftig røg ved Cheminovafabrikken, der i dag hedder FMC Rønland, i Thyborøn, hvor politi og brandvæsen er til stede.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.
Ifølge politiet er der ikke fare for personer, og fredag middag er myndighederne ved at afslutte indsatsen.
En medarbejder er dog lettere tilskadekommen og kørt til kontrol efter at have været i kontakt med noget kemi på fabrikken, oplyser vagtchef Simon Skelkjær.
Ifølge vagtchefen er der ikke tale om en brand, men om noget kemisk, der har udviklet røg eller damp.
Politiet oplyser fredag middag, at hændelsen er opstået i et laboratorium og har været begrænset til en bygning.
En lægehelikopter ankom fredag formiddag til stedet, oplyser politiet.
Vagtchefen understreger, at lægehelikopteren blev tilkaldt som en del af den normale procedure og ikke, fordi der er behov for ekstra lægehjælp på stedet.
Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 09.45.
FMC Rønland har ifølge TV Midtvest ingen kommentar til hændelsen på nuværende tidspunkt.
RITZAU