YouTube-tvillinger tiltalt for video om vodka i numsen

I Retten i Odense sidder YouTube-tvillingerne Oskar og Elias Hole fredag tiltalt for flere brud på markedsføringsloven i 2023. (Arkivfoto).

I Retten i Odense sidder YouTube-tvillingerne Oskar og Elias Hole fredag tiltalt for flere brud på markedsføringsloven i 2023. (Arkivfoto).

Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Tvillingebrødrene Oskar og Elias Hole, som står bag YouTube-kanalen "Kender du det", sidder fredag på anklagebænken i Retten i Odense.

De er kendt for deres videoer på sociale medier, men fredag sidder tvillingerne tiltalt for at bryde markedsføringsloven flere gange i 2023.

Det drejer sig blandt andet om en YouTube-video med titlen "Otte måder at smugle alkohol ind på festival".

Som led i bevisførelsen bliver videoen vist for retten. Her ser man brødrene fortælle om, hvordan man kan dyppe en tampon i vodka og herefter putte den op i numsen.

Videoen står i skærende kontrast til den ellers alvorlige stemning i retslokalet, og den ene tvilling har også svært ved ikke at trække lidt på smilebåndet.

Forbrugerombudsmanden mener, at de har brudt loven ved direkte eller indirekte at have opfordret børn og unge til hensynsløs eller farlig adfærd.

Under afhøringen af Oskar Hole fremhæver specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Sabrina Amtrup, at flere personer havde skrevet "Jeg skal på Vilde Vulkaner" i et kommentarfelt under videoen.

Vilde Vulkaner er en musik- og legefestival for børn mellem syv og 12 år.

Specialkonsulenten, som fører sagen i retten, spørger, om han var klar over, at børn så deres videoer.

- Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare til, siger Oskar Hole efter en lang pause.

Ifølge ham havde han og Elias Hole ikke tænkt over, at børn kunne se videoen.

- Set i bagklogskabens lys er der nogle af de her tricks, der er grove, erkender han.

Brødrene er også tiltalt for at bryde loven om skjult reklame i et opslag på Instagram fra 2023.

Ifølge Sabrina Amtrup er det ikke tydeligt, at der i opslaget var tale om en reklame for Kims Chips.

- Forbrugere må ikke være i tvivl om, at der er tale om en reklame. Og når det er rettet mod børn og unge, skal det være endnu tydeligere, lyder det fra Amtrup.

Tvillingerne erkender at have lavet skjult reklame i opslaget på Instagram, men nægter sig skyldige i de forhold, der drejer sig om YouTube-videoen.

Kendes de skyldige i at bryde markedsføringsloven, kan brødrene potentielt se frem til en bødestraf på omkring 250.000 kroner, lyder det fra deres forsvarer.

I en lignende sag blev en youtuber i juni idømt en bødestraf på 120.000 kroner for to videoer, der ifølge Retten i Esbjerg indirekte opfordrede børn og unge til farlig adfærd med alkohol.

I videoerne smagte youtuberen på 100 alkoholshots samt 52 energidrikke.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...