Nødebo Kro lægger onsdag 7. oktober klokken 19.30 lokaler til et foredrag med seniorforsker Benjamin Asmussen, der sætter fokus på det Danske Asiatiske Kompagni og dets betydning i 1700-tallet.
Kompagniet, der eksisterede fra 1732 til 1844, spillede en central rolle i handlen mellem Danmark og Kina. Virksomheden skabte velstand i København, i hele Danmark, i helstaten, i Østersøregionen og i Kina. Handelens store økonomiske resultater, de langvarige sørejser og personlige forbindelser gav aftryk på begge sider af kloden, det skriver kroen i en pressemeddelelse.
Benjamin Asmussen fortæller om den omfattende handelsrute til Kina, der for de involverede varede mindst halvandet år, og om menneskene bag kompagniet. Foredraget belyser både rejsen over kontinenter og de spor, samarbejdet satte på tværs af tid og sted.
Benjamin Asmussen arbejder som seniorforsker på Njord – Center for maritim og submarin kulturarv på Nationalmuseet, hvor han undersøger danske skibsvrag over hele verden. Han har en baggrund som historiker fra Københavns Universitet og en ph.d. i virksomhedshistorie fra CBS.
I 2019 udgav han bogen Kinafarerne - mellem kejserens Kina og kongens København, der fortæller historien om kulturmøder og handelsliv i 1700-tallets globale verden. Han har desuden udgivet flere bøger og artikler om globale forbindelser i tidligt moderne tid.
Billetter sælges både ved indgangen og i forsalg på noedebo-kro.dk.