BEMÆRK: Arrangementet er aflyst
Tyrolerhatte, lederhosen og store fadøl kommer igen til at præge Fredensborg Gamle Bio, når Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio og Fredensborg Smukkest inviterer til oktoberfest lørdag den 3. oktober.
Ifølge en pressemeddelelse gentager arrangørerne sidste års fest, der blev udsolgt og trak masser af festglade gæster til. Dørene åbner klokken 17.30, mens selve festen begynder klokken 18.
Tysk stemning i Gamle Bio
Aftenen byder på klassiske oktoberfest-retter som schweinhaxe, halv ovnstegt kylling og æblekage til dessert. Der vil også være mulighed for at vælge en vegansk hovedret. Senere på aftenen serveres bratwurst som natmad.
Under middagen sørger Fredensborg Brass Ensemble for den traditionelle biergarten-stemning, inden den lokale DJ Daniel, der optræder under navnet 'DJ Lederhosen', overtager dansegulvet med både tyske og danske schlagerhits frem til klokken 1.
Arrangørerne håber igen at kunne skabe stemningen fra de store oktoberfester i Bayern, om end i mindre målestok.
- Rammerne i Fredensborg Gamle Bio er naturligvis noget mere beskedne, end de er i München, men vi regner med, at vi også i år får genskabt oktoberfest-stemningen, siger formand for Fredensborg Smukkest, Flemming Renner, i pressemeddelelsen.
Der er plads til godt 100 gæster, og billetter kan købes via Gamle Bios hjemmeside.
