Byrådet har på sit seneste møde godkendt en ny, tilpasset helhedsplan, der danner grundlag for arbejdet med at samle Lillevang Skoles to afdelinger på Skovvang. Dermed er processen et skridt nærmere at få skabt nye rammer for undervisning, fritidsliv og fællesskab på skolen.
Helhedsplanen rummer blandt andet en ny multihal, opgraderede faglokaler og nye læringsmiljøer, der skal understøtte både den daglige undervisning og skolens fremtidige udvikling.
Det samlede anlægsbudget for samlingen af Lillevang Skole udgør 266 millioner kroner, og projektet forventes at kunne gennemføres inden for den afsatte økonomiske ramme. Hele projektet forventes færdigt i slutningen af 2032, fremgår det af en pressemeddelelse fra Allerød Kommune.
- Vi har et mål om at skabe en samlet skole med stærke faglige og sociale fællesskaber. Med den bearbejdede helhedsplan får vi et mere robust grundlag for det videre arbejde og en løsning, der i højere grad understøtter skolens hverdag og fremtidige behov, siger borgmester Clara Rao.
Byggeprogram
Med byrådets godkendelse af planen afsluttes projektets idéfase, og næste fase er at udarbejde et byggeprogram. Målet er at konkretisere og kvalificere projektets detailløsninger- og indretning sammen med relevante interessenter, inden næste politiske behandling.
Med det politiske ønske om en kortere byggeperiode, er der fortsat fokus på brugerinddragelse og trivsel under hele processen. Arbejdet med helhedsplanen er løbende blevet drøftet med både skolebestyrelse og MED-udvalg, fremgår det af den kommunale pressemeddelelse.
- Det glæder os i skolebestyrelsen, at vi nu går i gang med projektet som en helhed. Vi er ikke i tvivl om, at vi får nogle fantastiske rammer for én samlet skole, hvor fællesskab, trivsel og faglig udvikling går hånd i hånd. Bestyrelsen er samtidig meget optaget af at sikre gode vilkår undervejs, siger Peter Hvidegaard, formand for skolebestyrelsen.