Ny daginstitution og ny hal kom med i budgettet

Budgetforlig i Greve Kommune med fire partier.

Budgetforliget er indgået af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. På billedet ses fra venstre: Marc Genning (V), Brigitte Klintskov Jerkel (K), Casper Wayert (DF), Pernille Beckmann (V), Lars Lautrup Larsen (DF), Bjarke Abel (S) og Maria Witthøft (S).

Budgetforliget er indgået af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. På billedet ses fra venstre: Marc Genning (V), Brigitte Klintskov Jerkel (K), Casper Wayert (DF), Pernille Beckmann (V), Lars Lautrup Larsen (DF), Bjarke Abel (S) og Maria Witthøft (S).

Foto: Greve Kommune

Fire partier er med i det forlig, der er blevet indgået om Greve Kommunes budget for de kommende to år. Det indeholder blandt andet en ny daginstitution, en ny hal, og at der arbejdes videre med et nyt plejehjem.

Der var afsat to dage til budgetforhandlingerne, men Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skulle kun bruge den ene, før de kunne underskrive det toårige budgetforlig.

Enhedslisten havde på forhånd meldt fra, da partiet fandt det risikabelt med et toårigt budget frem for blot at lave et budget for næste år. SF og Liberal Alliance er heller ikke med i forliget.

Borgmester Pernille Beckmann (V) glæder sig over det brede budgetforlig.

- Vi har i forligskredsen haft gode drøftelser, og jeg glæder mig over, at så mange partier tager medansvar for at fremsikre vores velfærd. Greve Kommune har en bundsolid økonomi, og vi fortsætter de kloge investeringer og prioriteringer, siger hun i en pressemeddelelse.

En del af årsagen til det hurtige forløb er, at der i år har været holdt en række formøder, hvor partierne har præsenteret deres ønsker, så meget af forarbejdet var derfor gjort på forhånd.

Budgetoplægget blev sendt i høring efter byrådsmødet den 19. august, og siden har der været løbende drøftelser om budgettet. Derudover har parterne ventet på at få svarene fra høringsprocessen, så de kunne indgå i drøftelserne af budgettet.

Ny daginstitution

Blandt de konkrete investeringer i budgetforliget er, at der skal bygges en ny daginstitution i Karlslunde-området og en ny hal i Karlslunde Idrætscenter.

- Vi investerer over 290 millioner kroner i kommunens bygninger og fysiske rammer. Vi vil bygge en daginstitution i Karlslunde-området, og vi afsætter 77,7 millioner kroner til bedre veje og grønne områder. Vi investerer 80 millioner kroner i specialklasser og dagbehandling til børn, og vi investerer knap fem millioner kroner til trafiksikkerhed. Og vi øger brugen af kunstig intelligens, så medarbejderne kan bruge mindre tid på administration og mere tid på borgerne, siger Marc Genning, gruppeformand i Venstre.

Brigitte Klintskov Jerkel, gruppeformand i Det Konservative Folkeparti, har haft fokus på investeringer, der betyder noget for borgernes hverdag.

- Vi prioriterer børn og unge med en ny institution i Karlslunde. Vi renoverer skoler og daginstitutioner samt styrker indsatsen mod skolevægring. Samtidig investerer vi i stærke lokale fællesskaber med en ny hal i Karlslunde Idrætscenter og renovering af GIC Atletik, ligesom vi sikrer fremdrift i planerne om et nyt plejehjem i Tune. Vi prioriterer også bedre trafikforhold med et trafikforsøg på Strandvejen, fortsat indsats mod trafikstøj og tryghedsvagter i kommunens bydele, siger hun.

Arbejder videre med plejehjem

Et nyt plejehjem i Tune har været på tale i flere år, og flertallet har med den nye aftale sikret, at der arbejdes videre med planerne. 

- Vi investerer langsigtet i de ældre på flere måder. Vi investerer i kommunens plejehjemskapacitet og arbejder videre med et nyt plejehjem i Tune. Vi har fokus på at fastholde og rekruttere medarbejdere på ældreområdet. Vi investerer i civilsamfundet og det frivillige arbejde for ensomme ældre, socialt udsatte og borgere med handicap. Desuden har vi fokus på danske værdier, sprog og kultur og glæder os over at, der er afsat penge til øget tryghed og byfornyelse i Hundige, siger Casper Wayert, gruppeformand i Dansk Folkeparti.

For Bjarke Abel, gruppeformand i Socialdemokratiet, har børn og unges trivsel været i centrum.

- Vi investerer i de kommende generationer med opnormeringer i daginstitutioner og folkeskoler, og vi har afsat penge til evidensbaseret forebyggelse mod skolevægring. Derudover lægger vi vægt på, at Greve Kommune fortsat kan tiltrække dygtige medarbejdere og vi prioriterer penge til medarbejdertrivsel, fastholdelse og rekruttering. Ydermere investerer vi i kultur, idræt- og fritid og sørger for, at billetprisen til svømmehallen ikke stiger. Afslutningsvis har vi prioriteret et biodiversitetsprojekt i Greve Landsby, mere skov og penge til en naturpulje, siger han.

Budgettet skal behandles endeligt på byrådsmødet den 5. oktober.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...