Bizart fund i havnen - døde grise flyder rundt i vandet

Fire døde grise blev torsdag fundet i vandet ved Søndre Mole på Køge Havn. Grisene er blevet aflivet og smidt i vandet af ukendte personer, lader det umiddelbart til.

Fire døde grise blev torsdag fundet i vandet ved Søndre Mole på Køge Havn. Grisene er blevet aflivet og smidt i vandet af ukendte personer, lader det umiddelbart til.

Foto: Torben Thorsø

Tidligt torsdag eftermiddag rykkede Midt- og Vestsjællands Politi ud til en noget opsigtsvækkende opgave på Køge Havn, da meldingen om flere døde grise i vandet tikkede ind.

Ifølge et tip til Dagbladet er der tale om fire døde grise, som ser ud til at være blevet skudt og aflivet. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi som værende den foreløbige teori:

- Det er korrekt, at vi har fundet fire døde grise, og at det i et eller andet omfang ser ud til at være slagteriaffald, siger pressetalsmand Thomas Kristensen til Dagbladet og fortæller, at der er tale om fire døde, hele grisekroppe.

Præcis hvor de kommer fra, hvordan de er havnet i havnen - og hvorfor - er endnu alt for tidligt at spå om, fortæller han.

Fire døde grise, som ser ud til at være blevet aflivet med en boltpistol, blev torsdag fundet i vandet ved Køge Havn, hvilket fik myndighederne til at rykke ud.
Fire døde grise, som ser ud til at være blevet aflivet med en boltpistol, blev torsdag fundet i vandet ved Køge Havn, hvilket fik myndighederne til at rykke ud. Foto: Torben Thorsø

- Nu er opgaven at få samlet dem op af vandet og bortskaffet dem. Vi kan se, at de ikke er øremærkede, så vi kan ikke umiddelbart identificere, hvor de kommer fra, fortæller han.

Kan I bekræfte, at grisene skulle være blevet skudt?

- Ja, de ser ud til at være blevet aflivet med en boltpistol. De er ikke druknet. Men foreløbig kan vi ikke sige så meget mere, da de ikke er kommet op af vandet endnu, siger pressetalsmanden kort efter klokken 14.00 torsdag eftermiddag.

Ifølge Dagbladets oplysninger er grisene fundet i vandet ved havnens sydmole, og siden gik arbejdet i gang med at bjærge dem ind til Slipset, hvor der var politi og bjærgningsmandskab til stede i skrivende stund.

Hvis nogen skulle ligge inde med viden om, hvordan de døde grise er havnet i Køge Havns kølige vand, kan man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi med oplysninger på telefon 114.

Fra Søndre Mole blev de døde grise siden bjærget ind til 'Slipset,' Køges inderhavn.
Fra Søndre Mole blev de døde grise siden bjærget ind til 'Slipset,' Køges inderhavn. Foto: Torben Thorsø

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...