Novo indgår et samarbejde med det danske medicinalfirma Orbis Medicines om udvikling af ny medicin i pilleform til kardiometaboliske sygdomme.
Det skriver Orbis Medicines i en pressemeddelelse.
Orbis Medicines får med aftalen mulighed for at få op mod 1,4 milliarder dollar i betaling, herunder i såkaldte milepælsbetalinger. Det svarer til over ni milliarder kroner.
Hertil kommer royalties forbundet med et eventuelt fremtidigt salg.
Novo vil desuden foretage en investering i selskabet, lyder det.
- Sammen med Novo har vi mulighed for at åbne døren til en ny generation af orale lægemidler mod kardiometaboliske sygdomme og demonstrere det transformative potentiale ved udvikling af makrocykliske lægemidler muliggjort af AI, siger Morten Graugaard, som er topchef i Orbis Medicines, i meddelelsen.
RITZAU