Lørdag 26. september forvandles Gørlev Bibliotek til et sandt univers af stjerner, planeter og raketter. Fra klokken 10.00 til 14.00 inviteres børnefamilier til rum-familiedag med musikfortælling for børn mellem tre og otte år, raketbyggeri for børn mellem seks og 12 år, rumkrea, astronautøvelser og vilde mooncar-ræs på Mælkevejen, skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.
Vinde Helsing Gymnastikforening står klar til at tage alle rum-entusiaster med gennem et sjovt program med ægte astronautøvelser. Her skal der testes balance, styrke og koordination, så børnene kan mærke på egen krop, hvad det kræver at blive klar til en mission i rummet, skriver kommunen.
Børnene kan også hoppe i førersædet og køre på en specialdesignet Mælkevej i seje mooncars.
Til familiedagen kan man også opleve musikforestillingen 'Pigen der ville være astronaut' med børnemusiker AnneO. Her får drømme om stjerner og rumrejser liv på scenen, og historien vil helt sikkert inspirere de fremmødte børn til at drømme stort.
Biblioteket får også besøg af Karlsvognen fra Brorfelde Observatorium, som tager børnene med ind i raketternes verden. Her kan de bygge deres helt egne raketter.
Det kræver tilmelding til nogle af arrangementerne. Det kan man se mere om på Kalundborg Bibliotekernes hjemmeside.