Sorø Kommunes økonomi er åbenbart både alvorlig og ikke særlig alvorlig. Det afhænger tilsyneladende af, hvilket medlem af det politiske flertal man spørger.
Mogens Pihl skriver, at han på baggrund af de store budgetoverskridelser på især børneområdet konstaterer, at kommunen har indført ansættelsesstop, udarbejdet handleplaner og sparekataloger, og at han er nervøs for Sorø Kommunes økonomi. Det får Jakob Spliid til at meddele, at situationen er helt under kontrol. Sorø Kommune har en gennemsnitlig likviditet på omkring 80 millioner kroner, og derfor er der efter hans opfattelse ikke grund til at tale om sammenlægning med andre kommuner.
Så kommer BUU-formand Nicolai Sandager (LA) på banen og kritiserer et merforbrug på 25,5 millioner kroner på Børn- og Undervisningsudvalgets område og siger ligefrem, at han ikke er imponeret.
Det rejser et meget enkelt spørgsmål: Hvor alvorlig er situationen egentlig?
For hvis økonomien grundlæggende er sund, hvorfor skaber man så den usikkerhed blandt medarbejdere og borgere, som følger med ansættelsesstop, indkøbsstop og sparekataloger? Og hvis økonomien omvendt kræver så drastiske tiltag, bør borgmesteren sige det klart.
Et generelt indkøbs- og ansættelsesstop er i mine øjne klassisk grønthøstermetode. Man skærer bredt i stedet for politisk at beslutte, hvor kommunen skal bruge færre penge, og hvilke områder man ønsker at beskytte. Det er ikke en langsigtet økonomisk strategi.
Problemet med grønthøstermetoden er netop, at den flytter prioriteringen væk fra kommunalbestyrelsen.
Den bruges primært af politikere, der mangler overblik til at vide, hvad de virkelig skal gøre for at ændre situationen, og ikke har modet til at træffe politiske beslutninger. Derfor har jeg også tidligere stemt imod metoden, hver gang den blev forsøgt brugt.
Når en ledig stilling ikke genbesættes, fordi der er ansættelsesstop, bliver besparelsen bestemt af, hvor der tilfældigvis opstår en ledig stilling – ikke nødvendigvis af, hvor politikerne mener, at kommunen bedst kan undvære ressourcer.
Det kaldes: Vi lader som om, vi ikke sparer, samtidig med at vi svinger sparekniven.
Det er hverken særligt gennemsigtigt for borgerne eller trygt for medarbejderne.
Nicolai Sandagers kritik kalder samtidig på et andet spørgsmål.
Når han nu kritiserer økonomistyringen på Børn- og Undervisningsudvalgets område så kraftigt: Vidste Sandager så også, hvem der havde formandsposten og det politiske ansvar på området i den seneste valgperiode? Hvis der er brug for hjælp, var det Jakob Spliid, som Nicolai Sandager gjorde til borgmester, og det var det seneste borgerlige flertal, der ikke traf de nødvendige beslutninger om strukturelle ændringer på området.
Der er også en anden modsætning, som flertallet bør forklare.
Når borgerne nu skal præsenteres for spareforslag, kunne det politiske flertal passende begynde med de løfter, der handlede om dem selv.
Der blev talt om at reducere antallet af medlemmer af Økonomiudvalget til fem. Resultatet blev ikke fem. Økonomiudvalget blev i stedet udvidet fra syv til ni medlemmer.
Der blev også talt om ikke at honorere medlemmer af § 17, stk. 4-udvalg. Det handler ikke kun om kroner og øre, men også om hvilken politisk kultur man ønsker: Skal sådanne udvalg være en mulighed for bredere dialog og inddragelse, eller endnu en post, der udløser politisk vederlag? Handler det bare om at rage til sig, når man sidder ved fadet?
Når flertallet beder resten af kommunen om at finde besparelser, er det derfor rimeligt at spørge, hvor besparelserne på det politiske system selv er blevet af.
Det handler ikke om, at besparelser dér alene kan løse kommunens økonomiske udfordringer. Det kan de naturligvis ikke. Det handler om troværdighed.
Man kan ikke først udvide sine egne politiske rammer og bagefter fortælle medarbejdere, institutioner og borgere, at alle andre skal holde igen.