Vild video - absurd overhaling

En chauffør i en varebil fra Ringsted-firma lavede en grotesk overhaling på befærdet landevej. Overhalingen blev fanget på et dashcam og delt på sociale medier. Politiet går nu ind i sagen.

Det var millimeter fra at gå helt galt, da en varebil lavede en enorm farlig overhaling.

Det var millimeter fra at gå helt galt, da en varebil lavede en enorm farlig overhaling.

Foto: Screenshot fra Facebook-video

Der er overhalinger, der er farlige overhalinger, og så er der helt absurd farlige overhalinger. En video, der er gået viralt, med en varebil fra et Ringsted-firma viser en overhaling, der hører til i den sidste kategori.

Den Korte Version
  • En varebil fra Ringsted-firma lavede absurd farlig overhaling på landevej mellem Slagelse og Næstved.
  • Overhalingen blev fanget på dashcam og delt på sociale medier, hvor den gik viralt.
  • Direktør René Jørgensen bekræfter personalesag mod den ansatte bag rattet i varebilen.
  • Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har set videoen og indleder politisag.
  • Politiet vil lave tekniske undersøgelser og overveje sigtelse mod føreren af varebilen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Videoen er optaget på landevejen mellem Slagelse og Næstved tidligt tirsdag morgen. Videoen er øjensynligt filmet fra en lastbil. På et tidspunkt kommer der en lastbil kørende i modsat retning.

Men lige inden de to lastbiler passerer hinanden, bliver lastbilen med kameraet pludselig overhalet af en varebil. Kun fordi den modkørende lastbil når at trække ind, sker der ikke et frontalt sammenstød.

- Var virkelig tæt på

Avisen B.T. har blandt andre bragt videoen. Avisen har også talt med chaufføren i den modkørende lastbil, Poul Jensen.

- Jeg skynder mig at trække så langt ud til højre og mod rabatten, som jeg kan, og så kunne han lige nøjagtigt være der, men det var virkelig tæt på. Hvis jeg havde fortsat med at køre lige ud, så havde vi ramt hinanden, siger Poul Jensen til B.T.

Varebilen tilhører firmaet RR Entreprenør og Maskinudlejning, der ligger på Næstvedvej i Ringsted. Her bekræfter direktør René Jørgensen over for B.T., at det var en af deres ansatte, der sad bag rattet i varebilen, og at der nu kører en personalesag mod den ansatte.

En bruger har på Facebook lagt videoen ind på RR Entreprenør og Maskinudlejnings Facebook-side.

Dagbladet kontaktede René Jørgensen for at få en kommentar.

- Det har jeg ikke lyst til at tale om. Kan du have en god dag, sagde direktøren og lagde røret på.

Politiet går ind i sagen

Udover at medarbejderen risikerer tjenstlige konsekvenser, kan han også se frem til at høre fra ordensmagten. Dagbladet har gjort Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opmærksom på videoen.

- Vi har nu set videoen. Det er jo en fuldstændig vanvittig overhaling, man ser på den, siger Søren Skotte, der er politikommissær og leder af færdselspolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Videoen bliver nu til en politisag.

- Vi skal nu have lavet nogle beregninger og tekniske undersøgelser ud fra det, man ser på videoen. Derefter skal vi i kontakt med føreren af varebilen. Herefter vil vi tage stilling til, hvad føreren eventuelt skal sigtes for. Men der er ingen tvivl om, at vi tager den her sag meget alvorligt, siger politikommissæren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...