En kæmpe røgsøjle rejste sig her til morgen syd for Roskilde. Klokken 6.55 gik alarmen, og et stort antal brandfolk måtte på opgaven.
Det viste sig at være brand i en længe på en gård.
- Vi var slet ikke i tvivl om, hvor vi skulle hen, for røgsøjlen var til at se, så snart vi kom ud fra brandstationen, lyder det fra indsatsleder Bo H. Jensen fra Roskilde Brandvæsen på en telefon fra brandstedet.
- Det viser sig at være en længe på en firlænget gård, som bruges til at oplagre halm i. Jeg vil tro, at længen har været halvt fyldt med halm, så der var meget, der kunne brænde, siger han.
Branden blev indenfor en times tid bremset ned og kommer ifølge indsatslederen ikke til at brede sig.
Roskilde Brandvæsen måtte have hjælpe til opgaven fra kolleger fra både Tåstrup, Hvalsø og Jyllinge.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er en mandlig beboer på stedet blevet tilset af ambulancen efter at være udsat for røg.
Det er endnu uvist, hvorfor branden er opstået.