Der er udbrudt brand på en gård i Roskilde, og politi og brandvæsen er i øjeblikket til stede.
Branden giver en røgudvikling, der kan ses over store dele af byen.
Branden er udbrudt på en gård på Øde Hastrup Vej.
- Der har været relativt høje flammer og røgudvikling fra starten af, siger pressetalsmand Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Ilden har fat i en længe på gården, men der er ingen fare for hverken dyr eller mennesker i forbindelse med branden, melder politiet.
En person på stedet er blevet udsat for røg og bliver derfor tilset af ambulancefolk.