Munkerup: I en lille båd, der næsten ikke gynger, sidder chilenske Michelle-Marie Letelier. Den internationalt anerkendte kunstner står bag en virtuel reality oplevelse, værket The Bone, på førstesalen i Munkeruphus.
- Jeg vil gerne give laksen stemme, fortæller hun om sit værk, som man kan opleve iført en VR-brille, der indfanger laksens bevidsthed og en fortælling om den opdrættede fisks søgen efter sin vilde natur.
Helt kort er forhistorien, at Michelle-Marie Letelier blev ført af havstrømme og vinden fra sin fascination af kobber og salpeter til Norge, hvor hun fandt en fællesnævner med sit eget hjemland.
- Jeg fandt ud af, at Norge og Chile er de to lande i verden, der producerer mest laks. I Chile er laksen faktisk den mest indbringende industri lige efter kobberudvindingen, fortæller hun. Men i modsætning til i Norge, så er laksen ikke naturligt forekommende i Chile.
- Den er en invasiv art, der faktisk spiser vores egne fisk, når de møder hinanden på vej den ene og den anden vej i floderne, fortæller hun. Men laksen bliver opdrættet i farme og indtægten er så stor, at ingen rigtigt gør noget ved ulemperne.
- Jeg synes, at jeg med min viden har et ansvar for at fortælle historien om laksen, siger hun om fortællingen, der falder godt i tråd med temaet på udstillingen på Munkeruphus, Tales of the Seven Seas.
Økologiske dilemmaer
Her kan man opleve alt fra uprætentiøst vraggods til en brevudveksling mellem to have, hvor mennesket bliver betegnet som småkryb i et verdenshavs tidsperspektiv.
- Det vi gerne vil have er en dialog om det pressede økologiske system, fortæller Munkeruphus kunstneriske leder Line Kjær, og giver et eksempel på de dilemmaer vi hele tiden løber ind i som mennesker.
- Man har fundet de her klumper med mineraler nede på dybe havbunde. Mineralerne vil man gerne bruge til batterier i el-biler, men biologer og geologer advarer mod minedrift på havbunden, der kan ødelægge de skrøbelige økologiske balancer. Det vil gå ud over dyrearter, som måske endnu ikke er opdaget, og de mennesker, der bor i lokalområdet, forklarer hun.
Tales of the Seven Seas rummer mange spor og punktnedslag, der spænder vidt i udtryk over skulptur, video, fotografi, lyd og tekst.
Ud over Michelle-Marie Letelier præsenterer udstillingen værker af Henning Christiansen, Tue Greenfort, Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Dorte Naomi, Anne Duk Hee Jordan, Kirsten Justesen, Stine Ljungdalh, AM Kanngieser, Astrid Svangren og Christian Vind.
Meget på programmet
Udstillingen er kurateret af Anna Holm, der også står bag essayet af samme navn, som kan læses i sin fulde længde i den trykte guide, som udgives om et par uger i forbindelse med udstillingen. Her vil man også kunne læse om udstillingens kunstnere og værker samt et mangesidet arrangementsprogram.
Programmet byder på kunstnersamtaler, oplæsningskoncert, havbordsmiddage, debatarrangement samt en filmrække om havet for både børn og voksne, der vises i samarbejde med Kulturhavn Gilleleje, Gilleleje Biograf og Cinemateket i København. Det fulde program for film og events offentliggøres på hjemmesiden munkeruphus.dk
Tales of the Seven Seas åbner i dag klokken 15 og kan opleves frem til og med 7. august. Som del af programmet på åbningsdagen kan man opleve en performance Michelle-Marie Letelier, der for første gang udstiller i Danmark. Hver søndag klokken 14 i hele udstillingsperioden er der efter betalt entré gratis omvisning i udstillingen af en kunstfaglige medarbejder.



