I lørdags blev en besked delt på Aula med en trussel mod Fløng Skole.
Ifølge tv2.dk var det en trussel om skoleskyderi. Og det bekræfter Københavns Vestegns Politi.
Sn.dk har ikke selv set beskeden med truslen, men ifølge tv2.dk fremgår det af de truende beskeder, der er sendt ud via en elevs Aula-profil, at der trues med et skoleskyderi om mandagen.
- Bare glæd jeg til mandag / laver skole skyderi i er så fucking døde, lyder en af beskederne, som TV 2 har fået tilsendt billeder af.
Ved du noget?
Ved du noget, eller har du noget på hjerte om sagen.
Kontakt journalist Kasper Ellesøe på mail: kasper.ellesoe@sn.dk
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Profil hacket
Sn.dk har set to beskeder, som er sendt ud til forældre på skolen i søndags via Aula, fra konstitueret skoleleder Kristine Barsøe Lauritsen.
I beskederne oplyser hun, at der har figureret en tråd på 9. årgang på Aula med trusler mod Fløng Skole, og at politiet har været inde over sagen og undersøgt den grundigt, og som meldte tilbage, at der ingen fare var.
Først sendte skolelederen en besked ud søndag klokken 16.30, og kort før klokken 18 søndag sendte hun en uddybende besked ud, hvor hun kom ind på, hvad der var sket.
- Der er tale om, at en elev på 9. årgang i går har fået hacket sin profil på Aula, og at der derigennem er blevet meldt trusler ud, lyder det i beskeden.
Ikke grundlag for bekymring
Søndag bekræftede politiet ifølge beskeden fra skolelederen, at der ikke var grundlag for bekymring, og at alle trygt kunne sende deres børn af sted i skole mandag morgen.
Kristina Barsøe Lauritsen ønsker ikke at give et interview, men Høje-Taastrup Kommune har sendt et skriftligt statement om truslerne.
- Høje-Taastrup Kommune kan bekræfte, at der i weekenden har været en hændelse på Fløng Skole, hvor en ukendt person havde skaffet sig adgang til en elevs beskeder på Aula og derfra sendt truende meddelelser, lyder det i statementet, som fortsætter.
- Politiet kunne tidligt - på baggrund af deres efterforskning - meddele, at der ikke var nogen fare for elever og medarbejdere. Skolens ledelse har kommunikeret om truslerne og politiets vurdering til forældre på skolen. Der vil blive taget hånd om de elever og forældre, der helt naturligt er blevet opskræmte over truslerne. Den fortsatte efterforskning af hændelsen er en politisag, lyder det fra Høje-Taastrup Kommune.
Hos Københavns Vestegns Politi bekræfter man anmeldelsen om et skoleskyderi via Aula.
- På baggrund af den igangsatte efterforskning blev det vurderet, at der ikke var anledning til bekymring for, at et skoleskyderi skulle finde sted. Der er på nuværende tidspunkt ingen sigtede i sagen, men af hensyn til den fortsatte efterforskning har vi ikke yderligere kommentarer, oplyser politiet i et skriftligt svar, hvor man understreger, at sagen tages alvorligt.
Artiklen er opdateret 16. september 2026 klokken 11.55 med et svar fra politiet.