De danske stræder – Øresund, Storebælt og Lillebælt – har gennem århundreder været – og er stadig et sikkerhedsproblem for Danmark – ikke mindst i lyset af den igangværende konflikt i Østeuropa.
Om det handler et arrangement i Rejsestalden i Jægerspris onsdag 30. september klokken 19.30, med overskriften "Ivan og Putin ved hvor du bor."
Her fortæller Niels Jensen om de østeuropæiske angrebsplaner mod Danmark og Danmarks geostrategiske position som ”prop” i adgangen til Østersøen og de danske stræder.
Niels Jensen har en fortid som efterretningsofficer i det danske forsvar under Den kolde Krig. Han vil fremvise hemmelige russiske kort over lokalområdet, plancher, fotografier og efterretningsoversigter. Materiale, der har været klassificeret i mange år som fortroligt og "top secret", og som stammer fra CIA, FE, kilder i Baltikum samt svenske og britiske kilder.
Aftenen er arrangeret af Historisk Forening i Jægerspris, og der er rabat for medlemmer. Der betales entré ved indgangen.