Selv om Lionel Messi har stoppet sin landsholdskarriere, er han tirsdag blevet udtaget til Argentinas trup.
Den 39-årige fodboldlegende skal efter planen på banen en sidste gang, når Argentina på hjemmebane møder Benin i en testkamp 6. oktober.
Det argentinske folk skal have mulighed for at hylde ham, forklarer Det Argentinske Fodboldforbunds præsident, Claudio Tapia, ifølge Reuters.
- Vi har inviteret den bedste spiller i verden til at spille, vores kaptajn Lionel Andres Messi, så han kan få en ordentlig afsked 6. oktober her i Argentina, lyder det fra præsidenten.
Messis farvel til landsholdet kom på bagkant af VM, hvor Inter Miami-stjernen var med til at spille Argentina i finalen.
Han var dermed tæt på at vinde verdensmesterskabet for anden gang i træk, efter at det i 2022 lykkedes at sikre den historiske triumf.
Gennem Lionel Messis landsholdstid er det også blevet til to sejre i den sydamerikanske turnering Copa America.
I et opslag på Instagram annoncerede han 31. august sit landsholdsstop.
- I tiden, der er gået siden finalen, og efter megen overvejelse meddeler jeg hermed, at jeg stopper på landsholdet.
- Det er en beslutning, som har gjort ondt, og som stadig gør ondt helt ind i sjælen, men jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt, skrev han.
Før afskedskampen er det blevet til 207 kampe og 125 mål i den blå- og hvidstribede trøje.
RITZAU