Buerup Forsamlingshus får ny energi, sådan helt bogstaveligt.
Varmekilden i huset er lige blevet ændret fra oliefyr til varmepumpe, som er klar når varmesæsonen starter.
- Der er flere grunde til at skifte nu. Der er klimamæssige fordele, vi opnår en stram styring af varmesystemet med bedre komfort til følge for de mange brugere af huset, og endeligt vil dette system blive betydeligt billigere i drift, siger Jens Pihlkjær Christensen fra beboerforeningen.
Det installerede udstyr er danskproduceret og arbejdet udføres af en lokal entreprenør. Kalundborg Kommunes "Pulje til landsbyfornyelse" og Nykredits Fond har sammen med lokale bidrag hjulpet med at finansiere projektet.
Buerup Forsamlingshus har gennem de sidste 10-12 år gennemgået store renoveringer såsom lægning af nye gulve, udskiftning af dele af tag, ombygning af dele af hovedbygningen og meget mere. En del af disse arbejder har været udført med frivillig arbejdskraft, fortæller formanden for beboerforeningen, Jeanette Moll Sørensen.
- Der er stadig nye projekter i støbeskeen, blandt andet renovering af køkkenet. Alle projekter gør, at vi kan tilbyde endnu bedre faciliteter til de mange brugere af huset, siger hun.