Skatten stiger - men kommunen skal stadig spare massivt

Fredensborg Kommune hæver indkomstskatten fra 25,3 til 25,9 procent. Det skal være med til at sikre økonomien efter et år med massive budgetoverskridelser - men samtidig gennemføres nye besparelser på blandt andet skole, kultur, administration og kommunal drift.

Borgerne i Fredensborg Kommune skal betale mere i skat fra næste år.

Borgerne i Fredensborg Kommune skal betale mere i skat fra næste år.

Foto: Arkiv

Fredensborg Kommune får flere penge mellem hænderne, når indkomstskatten næste år stiger fra 25,3 til 25,9 procent. Til gengæld venter der fortsat omfattende besparelser, når kommunen skal have økonomien på ret køl.

Det er hovedbudskabet i det nye budgetforlig for 2027-2030, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten står bag.

Skattestigningen er ifølge forligspartierne nødvendig for at håndtere den økonomiske situation i kommunen. I foråret måtte byrådet genåbne budgettet på grund af en forventet budgetoverskridelse på 75 millioner kroner på de specialiserede områder.

Samtidig mangler kommunen omkring 200 millioner kroner i kassen, fordi staten endnu en gang har udskudt tidspunktet for, hvornår den overtager kommunernes tilgodehavender fra indefrosne ejendomsskatter.

Derfor vælger forligspartierne at hæve skatten frem for at gennemføre endnu større besparelser på den borgernære velfærd, skriver de i budgetforliget. 

Læs også

100 kroner mere om måneden

For en borger med en skattepligtig indkomst på 200.000 kroner betyder skattestigningen 100 kroner mere om måneden. Ved en indkomst på 400.000 kroner er regningen 200 kroner om måneden.

Grundskylden ændres ikke og bliver stående på 8,3 promille. Det samme gælder dækningsafgiften for erhvervsejendomme, som fortsat er 6,8 promille.

Forligspartierne understreger samtidig, at skattestigningen ikke skal være permanent. Når kommunens økonomi og likviditet igen er sund, vil partierne drøfte at sætte indkomstskatten ned.

Men selv med flere skatteindtægter er der ikke råd til at undgå besparelser.

Over 100 millioner i årlige besparelser

Allerede ved genåbningen af budgettet blev der vedtaget besparelser på mere end 40 millioner kroner i 2027. Med det nye budgetforlig kommer yderligere 20 millioner kroner i driftsbesparelser næste år.

Besparelserne vokser i de følgende år. Samlet betyder genåbningen og det nye budget, at kommunen fra 2030 og frem har gennemført driftsbesparelser på mere end 100 millioner kroner om året.

Næsten halvdelen ligger på de specialiserede områder, hvor udgifterne gennem længere tid har været under pres.

Også anlægsområdet bliver ramt. Projekter for omkring 85 millioner kroner, som var planlagt i 2027 og 2028, bliver udskudt. Det kommer oven i projekter for 34 millioner kroner, der allerede blev skubbet ved genåbningen af budgettet.

Færre timer i SFO'en og mindre kulturstøtte

Sparekniven kan også mærkes tættere på borgernes hverdag.

Åbningstiden i SFO'erne bliver forkortet med to timer om ugen, og der bliver blandt andet færre pladser på brandkadetuddannelsen.

På kulturområdet reduceres tilskuddet til Nivaagaards Malerisamling med 1,7 millioner kroner om året. Kunstrådet nedlægges, og afhentningsstedet for biblioteksudlån på Kokkedal Skole lukkes.

Også Musikskolens budget reduceres, mens kommunens erhvervsindsats omlægges, og iværksættermiljøet Synergia nedlægges.

Administrationen skal samtidig finde besparelser for godt 10 millioner kroner om året, blandt andet gennem effektivisering af arbejdsgange, øget brug af kunstig intelligens, færre eksterne konsulenter og et kvalificeret ansættelsesstop. 

Velfærden får flere penge

Budgettet er dog ikke kun en spareøvelse.

Dagtilbudsområdet tilføres knap 20 millioner kroner årligt som følge af minimumsnormeringerne, skolerne får seks millioner kroner ekstra årligt, og ældreområdet løftes med 1,2 millioner kroner om året.

De specialiserede områder får samlet set tilført omkring 70 millioner kroner årligt, selv om der samtidig skal findes store effektiviseringer.

Forligspartierne vurderer, at det ikke vil være forsvarligt at spare mere på kernevelfærden. Derfor skal en del af regningen i stedet betales gennem den højere skat.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...