Budgettet for Faxe Kommune fra 2027 til 2030 er på plads. Mandag indgik Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti, HaslevFaxe-Listen og Enhedslisten en aftale om kommunens økonomi.
- Faxe Byråd har indgået en budgetaftale uden Danmarksdemokraterne, men med Socialdemokratiet.
- Terslev Skole lukkes i august 2027 for at finansiere et løft af folkeskolen.
- Der afsættes midler til en ny svømmehal i Haslev med forventet opsparing på 100 millioner kroner i 2030.
- Familieområdet tilføres 42 millioner kroner i 2027 for bedre hjælp til børn, unge og familier.
- En jordfond oprettes for at byggemodne arealer til erhvervsudvikling og øge beskæftigelsen.
Dermed er der sket en ændring i forhold til den brede konstitueringsaftale, der blev indgået efter kommunalvalget sidste år. Danmarksdemokraterne var dengang et af de otte partier bag konstitueringsaftalen, men er ikke med i budgetforliget. Til gengæld har Socialdemokratiet denne gang skrevet under på aftalen.
Skole lukker
En af de mest markante beslutninger i budgettet er lukningen af Terslev Skole. Skolen skal efter planen lukke fra august 2027. Inden da skal beslutningen igennem den lovpligtige høring.
Pengene, der spares ved lukningen, skal ifølge budgetaftalen blive på skoleområdet og være med til at finansiere et samlet løft af folkeskolen. Her peger partierne blandt andet på indsatsen "En skole for flere", som skal styrke trivsel og undervisning og gøre det muligt for flere børn at få den nødvendige støtte i den lokale folkeskole.
Borgmester Mikkel Dam (LA) kalder lukningen af Terslev Skole for en af de beslutninger, der ikke har været lette at træffe.
- Først og fremmest en stor tak til partierne for et konstruktivt samarbejde om budgettet. Vi står sammen om vanskelige beslutninger, og jeg glæder mig sammen med mine byrådskolleger over de prioriteringer, som skal udvikle vores kommune i de kommende år, siger han og fortsætter:
- Det er et budget, hvor vi både tager ansvar for økonomien og prioriterer nogle af vores vigtigste velfærdsområder. Vi investerer fortsat markant i familieområdet, vi løfter folkeskolen, og vi tager samtidig nogle beslutninger, som ikke er lette – herunder lukningen af Terslev Skole.
Læs også
- Borgmester holder døren åben: - Venstre må da gerne trække en kanin op af hatten
- På landsplan er meldingen klar - i Faxe tøver SF i spørgsmål om landsbyskole
- Danmarksdemokraterne ude af forhandlingerne - et krav blev Bentes røde linje
Ser fremad
Også planerne om en ny svømmehal i Haslev får flere penge. Der afsættes yderligere midler til projektet, så kommunen forventer at have opsparet i alt 100 millioner kroner til nybyggeriet i 2030.
- Samtidig ser vi fremad. Vi tager endnu et vigtigt skridt mod en ny svømmehal i Haslev, vi udvikler lystbådehavnen i Faxe Ladeplads og opretter en jordfond, som bidrager til hurtigt og effektivt at byggemodne, så vi derved er klar til erhvervsudvikling, lyder det fra Mikkel Dam.
Et andet stort økonomisk løft går til familieområdet. Her bliver der tilført 30 millioner kroner om året. Dertil kommer 12 millioner kroner i 2027 til den fortsatte udvikling af området. Det giver samlet 42 millioner kroner i 2027.
Pengene skal blandt andet bruges på tidligere og mere sammenhængende hjælp til børn, unge og familier.
Ny fond
Budgetaftalen indeholder som nævnt også penge til udvikling af lystbådehavnen i Faxe Ladeplads. Ambitionen er at skabe mere liv på havnen og gøre området mere attraktivt for både turister og erhverv.
Samtidig bliver der oprettet en jordfond, hvor penge fra salg af kommunale erhvervsgrunde skal bruges til at byggemodne nye arealer. Målet er, at kommunen hurtigere kan tilbyde arealer til virksomheder, der ønsker at etablere sig. Det skal også øge beskæftigelsen og bosætningen i kommunen.
Endelig lægger aftalen op til en samling af en større del af den kommunale administration i de tidligere seminariebygninger i Søndergade i Haslev. Kultur, Frivillighed & Borgerservice skal fortsat have til huse i Jernbanegade.