To 16-årige drenge er sigtet for drab på en 25-årig, der døde efter et knivstikkeri i Tilst den 16. maj.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.
Det skal være sket i forening med fire andre unge, der i forvejen sidder fængslet i sagen.
De fire øvrige er henholdsvis 17, 17, 19 og 20 år.
De to 16-årige drenge blev tirsdag morgen stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Her kom dommeren frem til, at drengene skal være varetægtsfængslet indtil foreløbigt 9. oktober. Det oplyser anklagemyndigheden i en opdatering på Anklager Update.
Grundlaget for, at de to drenge skal varetægtsfængsles fremgår ikke.
Det fatale knivstikkeri skete i forbindelse med et "større slagsmål" natten til den 16. maj.
Kort efter midnat fik politiet en anmeldelse om sagen, og da betjente nåede frem til stedet, så de, at flere unge var blevet stukket med kniv.
Den 25-årige blev senere erklæret død på Aarhus Universitetshospital.
Det har efterfølgende været sparsomt med oplysninger om sagen, og derfor er det stadig uvist, hvor mange der deltog, samt hvad opgøret handlede om.
I første omgang blev to fængslet, hvoraf den ene var blevet anholdt på hospitalet.
Siden valgte en dommer efter et flere timer langt retsmøde at beslutte, at der også var grundlag for at fængsle yderligere to.
Den ene af de to 16-årige drenge, som blev fængslet tirsdag, har kæret beslutningen om fængsling til Vestre Landsret.
RITZAU