Det startede som butikstyveri i Ringsted Outlet. Men det endte som røveri, da en vagt måtte springe for livet, da røverne stak af.
- Fem mænd stjal tøj i Ringsted Outlet og blev opdaget af personalet.
- Vagt sprang for livet, da flugtbilen accelererede mod ham.
- Politiet standsede bilen med de fem mænd og fandt det stjålne tøj.
- Føreren sigtet for at have forvoldt fare, passager fundet med ulovlig kniv.
- Tyveri i Roskilde udviklede sig til røveri med vold mod butiksmedarbejder.
Dramaet begyndte fredag først på aftenen. I en tøjbutik i Ringsted Outlet kom fem yngre mænd ind.
Men i stedet for at købe noget stjal de to par bukser og en jakke. Det blev dog opdaget af personalet, som straks tilkaldte centervagten.
Kørte direkte mod vagten
Vagten kom hurtigt frem til butikken, hvor han så de fem yngre mænd komme ud af butikken og gå hen i retning af en bil.
Mændene blev råbt an, hvilket fik de fire til at stikke af til fods. Den femte mand satte sig ind i en bil og forsøgte at køre.
Vagten gav tegn til, at bilen skulle standse, men føreren accelererede, så vagten måtte springe til siden for ikke at blive ramt. Bilen stak herefter af fra stedet, og politiet blev tilkaldt.
Anholdt med kniv
En patrulje fik omkring klokken 18.20 information om, at flugtbilen var set på Hovedvejen ved Osted, og satte kursen. På Ringstedvej ud for Lindenborgvej kom bilen kørende med fem mænd i.
Den blev standset, og i bilens handskerum fandt patruljen det stjålne tøj. De fem mænd i alderen 18-21 år blev anholdt, sigtet for røveri og taget med på stationen.
Føreren af bilen, en 21-årig mand fra København, blev sigtet for at have forvoldt fare for vagten. En 19-årig mand, som var passager i bilen, blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv. De blev afhørt og derefter alle løsladt.
- Voldsom oplevelse
Også i Roskilde udviklede et tyveri sig til røveri. En butiksmedarbejdere ville stoppe en butikstyv, som kvitterede med at slå og sparke butiksmedarbejderen.
- Det er en ekstremt voldsom oplevelse for personale og andre kunder, når de forsøger at stoppe en butikstyv, og det så pludselig udvikler sig til vold. Dermed bliver en simpel tyverisag pludselig til et spørgsmål om røveri og dermed også en sag, som der bliver straffet væsentligt hårdere for, siger vicepolitiinspektør Anders Nyholm.