Mand fængsles for at køre 13-årig ned med vilje: Var vred over larm

Politibetjente beskrev i anholdelsesrapport 42-årig mands tilstand som rolig og ædru, men psykisk uligevægtig efter påkørsel af 13-årig dreng. (Arkivfoto).

Politibetjente beskrev i anholdelsesrapport 42-årig mands tilstand som rolig og ædru, men psykisk uligevægtig efter påkørsel af 13-årig dreng. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 42-årig mand skal sidde varetægtsfængslet frem til 8. oktober, efter at han ifølge politiet med vilje påkørte en 13-årig dreng søndag eftermiddag i Vejlby Risskov.

Det skriver TV2 Østjylland, der var til stede ved det grundlovsforhør, hvor manden mandag blev stillet for en dommer.

Ifølge politiet var den 42-årige angiveligt blevet vred over larm fra en gruppe drenge og kørte derfor efter dem i sin bil igennem stisystemer og veje i området, før han ramte den 13-åriges baghjul med bilen.

Den 13-årige blev ved påkørslen slynget af cyklen.

Efterfølgende blev han kørt på hospitalet til undersøgelse, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.

Politiet kørte søndag ud med flere patruljer til stedet, hvor betjente afhørte drengene. En anden patrulje kørte hjem til den 42-årige mand, hvor han blev anholdt og sigtet i sagen.

I retten forklarede den 42-årige, der er sigtet for grov vold og fareforvoldelse, at der var tale om et uheld.

Ifølge ham havde de tre drenge observeret ham, mens han sad i sin stuelejlighed. Der var blevet råbt, og han havde følt sig presset, skriver TV2 Østjylland om den sigtedes forklaring.

Det fik den 42-årige til at gå ud til sin bil, fordi han ville finde drengene og tage en snak med dem, lød hans forklaring i retten ifølge mediet.

Det fremgår ikke nærmere, hvordan det endte med, at den 13-årige blev påkørt, men ifølge manden var han hurtigt ude af bilen efter påkørslen for at spørge drengen, om han var kommet til skade.

I forbindelse med episoden er mandens kørekort taget fra ham, ligesom hans bil er blevet beslaglagt.

I anholdelsesrapporten blev den sigtede beskrevet som psykisk uligevægtig. Hans psykiske tilstand skal nu vurderes.

Han har kæret afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten, skriver TV2 Østjylland.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...