Fredag aften omkring klokken 21.40 blev en 28-årig kvinde anholdt i Frederiksgade i Slagelse, hvor hun ifølge politiets døgnrapport optrådte 'noget udadreagerende'.
Kvinden skulle angiveligt have overfaldet en kvindelig politibetjent og forsøgt at tage kvælertag på hende, ligesom hun i forbindelse med anholdelsen kaldte betjenten for 'luder'.
Hun blev sigtet for vold mod politiet og fornærmelig tiltale og kørt med på politistationen.
På trods af at være blevet anholdt faldt kvinden dog ikke til ro. På køreturen mod politistationen lykkedes det hende nemlig at bide betjenten i armen.
Det kostede den 28-årige kvinde endnu en sigtelse for vold mod en politibetjent. Hun blev løsladt igen lørdag klokken 03.12.