Lokale ideer skal binde 'Soranoen' tættere sammen med byen

Sorø Bymidteprojekt inviterer nu virksomheder, foreninger og engagerede borgere til at byde ind med idéer, der kan forbinde 'Soranoen' og Sorø bymidte. 

Gruppen søger alt fra aktiviteter og opholdstilbud til arrangementer, som knytter det 40 kilometer lange vandrerute-netværk tættere til byens liv.

Soranoen snor sig gennem Sorøs søer, skove og kulturhistorie, og Sorø Bymidteprojekt, Sorø Kommune og EU-projektet N-B Well håber på at tiltrække flere borgere og besøgende, så de oplever både naturen og byens caféer, butikker og kulturtilbud som en samlet oplevelse.

- Vi leder ikke efter færdige projekter. Vi leder efter mennesker og virksomheder, der har viden, idéer eller lyst til at udvikle nye tilbud omkring Soranoen sammen med os, siger projektleder Oleg Koefoed fra Sorø Bymidteprojekt.

Gruppen opfordrer til, at man kommer med forslag inden for vandring, løb, cykling, yoga, mindfulness, naturvejledning, kunst, historie og lokale fødevarer. Både eksisterende og nye initiativer kan indgå.

For at samle de mange idéer inviterer Sorø Bymidteprojekt og N-B Well til informationsmøde og workshop tirsdag 6. oktober klokken 18.00-20.00 i Sorø. Her kan deltagerne høre mere om projektet og møde andre med interesse for området. 

Det er planen at afprøve de første nye aktiviteter i foråret 2027, og man kan tilmelde sig mødet ved at skrive til bymidteprojekt@soroe.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...