Med en formidabel slutspurt sluttede Rasmus Neergaard søndag som en delt nummer fire i DP World Tour-turneringen Irish Open.
Fem birdies blev krydret med en eagle, og dermed blev Neergaard bedste dansker i turneringen, der ligesom lørdag havde Donald Trump som tilskuer.
Den amerikanske præsident ejer banen i Doonbeg, og han blev i løbet af dagen vidne til en sand opvisning af hjemmebanehelten Shane Lowry.
Han startede dagen med fire slags forspring til nærmeste forfølger, Jacob Skov Olesen, og fortsatte modsat danskeren med at stråle.
39-årige Lowry hældte birdies i hullerne efter behag og vandt foran et enormt og ekstatisk publikum turneringen med 11 slags forspring til amerikanske Patrick Reed og chilenske Joaquin Niemann.
Skov Olesen havde i førerbolden sammen med Lowry omvendt en offday med blandt andet fire bogeys og en enkelt birdie.
Den 27-årige dansker kan dog trods alt trøste sig med en delt syvendeplads og den ottende top-10-placering i løbet af sine seneste 19 turneringer.
Den gode form betyder, at han i den grad er i spil til at snuppe et af de ti kort til den amerikanske PGA Tour, som der er på spil på DP World Tour.
Længere nede på scoreboardet sluttede Jeff Winther som nummer 23, og Niklas Nørgaard og Rasmus Højgaard var med til at dele 31.-pladsen.
RITZAU