Danmarks volleyherrer er højtflyvende ved EM.
Søndag tog holdet sin anden sejr ved slutrunden, der afvikles i fire forskellige lande.
Estland blev slået 28-26, 25-22, 25-16 efter en overbevisende indsats af danskerne i finske Tampere.
Dermed har Danmark to sejre og et nederlag ved EM, hvor fire af seks hold i hver af de indledende grupper går videre til ottendedelsfinaler, som afvikles i Italien og Bulgarien.
Det har danskerne nu fin kurs mod efter sejren over Estland og en mindst lige så overraskende gevinst mod Holland lørdag.
Danmark er ved EM havnet i en svær gruppe, hvor holdet kun møder hold, der var højere rangeret på verdensranglisten inden EM.
De to resterende hold i gruppen er Belgien og Serbien.
Sportschef Sebastian Mikelsons sagde inden slutrunden, at det ville være det største resultat, et dansk volleyballlandshold nogensinde har lavet, hvis det skulle blive til avancement fra gruppen.
Sidste sommer vandt Danmark for første gang en EM-kvalifikationspulje. Endda foran Tyrkiet, som nåede kvartfinalen til VM i 2025.
I sommerens European League vandt danskerne alle seks kampe i ligafasen. En af sejrene var mod Tjekkiet, som blev nummer fire ved VM.
Lørdagens sejr er endnu en fjer i volleyhatten og hjælper på verdensranglisten, så Danmark er bedre stillet frem mod VM-kvalifikationen.
RITZAU