Russisk droneangreb rammer nær polsk-ukrainsk grænse

Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, opfordrer efter russisk angreb tæt på Polen til stærkere sanktioner mod Rusland. (Arkivfoto).

Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, opfordrer efter russisk angreb tæt på Polen til stærkere sanktioner mod Rusland. (Arkivfoto).

Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Et russisk angreb har ramt tæt på den polsk-ukrainske grænse ved byen Jahodyn.

Det skriver den ukrainske udenrigsminister, Andrij Sybiha, i et opslag på X.

- Ruslands barbariske angreb på den ukrainsk-polske grænse i Jahodyn er ikke bare en fortsættelse af dets angreb på vores lands grænser. Det er Putins terror, som banker direkte på dørene til EU og Nato, skriver han.

Dariusz Sienicki, som er talsperson for de polske grænsevagter, siger til mediet Wirtualna Polska, at et russisk droneangreb har ramt omkring 800 meter fra den polske grænse. Det skriver det polske medie TVP.

Talspersonen oplyser, at grænseovergangen ved Dorohusk har været lukket i løbet af natten. Den er siden genåbnet.

Ingen er kommet til skade på den polske side af grænsen, oplyser en talsperson fra det polske indenrigsministerium ifølge TVP.

I sit opslag på X opfordrer Andrij Sybiha Ukraines allierede til at lægge fuld vægt bag sanktioner på Rusland.

- Fuldstændig handelsembargo. Fuldstændigt indrejseforbud. Fuldstændige sanktioner mod det militær-industrielle kompleks, skriver han.

Det militær-industrielle kompleks er en betegnelse, der beskriver det netværk af virksomheder og producenter, som fremstiller udstyr og teknologi til militæret.

Lørdag dræbte russiske luftangreb mindst ni personer i Ukraine. Det oplyste ukrainske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge lokale myndigheder i byen Kramatorsk, der ligger tæt ved frontlinjen i det østlige Ukraine, rettede Rusland lørdag tre gange inden for 90 minutter dødelige angreb mod civile indbyggeres biler.

Angrebene kostede ifølge myndighederne tre personer livet, mens yderligere fire personer blev såret.

I løbet af natten til søndag er mindst fem personer kommet til skade i russiske angreb på den ukrainske by Odessa. Det oplyser ukrainske embedsmænd ifølge Reuters.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...