Vanligvis er der ikke meget stille, når blandt andet militære fly vises frem til Danmarks største militære flyshow, Danish Air Show, i Aalborg.
Men søndag begynder dette års show med et minuts stilhed.
Det siger Morten Valentin, der er major og presseofficer ved Flyvestation Aalborg, hvor flyshowet afholdes, til DR.
Stilheden er for at mindes to piloter, der mistede livet under en flyveopvisning uden for den græske hovedstad, Athen, sidste weekend.
- Det, synes vi, er passende, og vi har grækere, der kommer til showet, og de synes også, at det er meget respektfuldt af os at gøre det, siger han til mediet.
Umiddelbart efter styrtet var der en eksplosion, der skete for øjnene af tusindvis af tilskuere ved den årlige begivenhed Athens Flying Week.
Den danske årlige flyveopvisning i Aalborg ventes at tiltrække op mod 125.000 gæster søndag.
Fra klokken 10 og seks timer frem kan gæsterne se opvisninger med militære og civile fly fra ind- og udland.
Det er Forsvaret, der afholder arrangementet, som også giver de fremmødte mulighed for at få indsigt i Forsvarets opgaver og se materiel.
Det blev første gang afholdt i 2005. I år er flyveopvisningen tilbage efter et par års pause.
Forsvaret aflyste nemlig arrangementet i 2024 og udskød det til 2025. Det blev efterfølgende også aflyst.
Aflysningen i 2024 blev begrundet med økonomi, og at man havde prioriteret den operative opgaveløsning i Forsvaret.
Året efter lød det, at flyvevåbnet stod over for at skulle implementere og opgradere kapaciteter, og at den sikkerhedspolitiske situation gjorde, at man prioriterede anderledes.
Normalt er det på skift Flyvestation Aalborg, Flyvestation Karup og Flyvestation Skrydstrup, som er værter for arrangementet. I år er det Flyvestation Aalborg.
RITZAU