Ærgerlig speedway-arrangør: Det var rigtigt at aflyse

Jacob Olsen måtte sande, at årets grandprix i Vojens ikke blev fuldendt.

Jacob Olsen måtte sande, at årets grandprix i Vojens ikke blev fuldendt.

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Det endte uden et forløsende finaleheat, da det danske speedwaygrandprix lørdag løb af stablen i Vojens.

Regnen stod pludselig ned i stænger, og efter tålmodig venten var der ikke andet at gøre end at afblæse hele molevitten efter de indledende 20 heats.

Derfor stod direktøren for Vojens Speedway Center, Jacob Olsen, med en blandet fornemmelse i maven, da han i ryttergården efter løbet satte ord på den uforløste aften.

- Det var FIM (Det Internationale Motorcykelforbund, red.) og juryens beslutning. Der kom simpelthen for meget regn, og kørernes sikkerhed står i første række. Sådan er det.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, når man ikke kan gennemføre det hele. Men vi fik kørt 20 ordinære heats, som man gjorde i gamle dage, og selve ræset var fantastisk, siger Jacob Olsen.

Aftenen igennem var han i konstant dialog med FIM's løbsdirektør, Phil Morris. Efter nærmest hvert eneste heat gik de rundt og sonderede slaggerne på den ovale bane i Vojens, som blev ramt af flere byger tidligt på aftenen.

Men selv om han gerne ville have grandprixet gennemført, tog Jacob Olsen respektfuldt afstand, da aftenens største beslutning skulle tages.

- Vi talte hele tiden om banens beskaffenhed. Vi sprang flere baneservice over for at komme videre, og det var en konstant balancegang. Det havde været lettere, hvis vi havde tag på, siger Jacob Olsen med et grin.

- Phil og jeg har en rigtig god dialog om eventet generelt. Jeg er meget på banen i forhold til mine dygtige traktorfolk, så han læner sig selvfølgelig lidt op ad mig. Men det er ham, der skal tage beslutningen, og det har jeg den dybeste respekt for. Han er hård og god, og det var den rigtige beslutning.

Jacob Olsen havde ellers set tegningerne til, at Leon Madsen kunne gentage sin grandprixsejr i Vojens fra 2023.

- Leon var virkelig godt kørende og kunne have nuppet finalen. Det var fedt at se ham køre så godt her i Vojens, siger Jacob Olsen.

Leon Madsen var efter de indledende 20 heats på andenpladsen og sluttede derfor aftenen med en tur på podiet. Britiske Robert Lambert vandt.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...