Debat: - Vores søer er på vej mod kollaps

- Det er på høje tid, at søernes tilstand kommer øverst på den politiske dagsorden i Sorø, skriver Linda Nielsen og Bente Blanné (SF) forud for budgetforhandlingerne

- Det er på høje tid, at søernes tilstand kommer øverst på den politiske dagsorden i Sorø, skriver Linda Nielsen og Bente Blanné (SF) forud for budgetforhandlingerne

Foto: Sorø Kommune

Livet i søerne omkring Sorø forsvinder bogstaveligt talt for øjnene af os. Det går SF til budgetforhandlingerne for at stoppe.

Tilstanden i søerne omkring Sorø er alvorlig. Her i sensommeren kan man tydeligt se omfattende algeopblomstringer. Når algerne er synlige flere og flere steder, er det et klart faresignal. Søernes økosystem er under pres.

SF kræver, at den kommende budgetaftale indeholder en realistisk og forpligtende plan for at genoprette søernes økologiske tilstand. En plan, der faktisk fører til renere søer med mere liv, og som sikrer, at søerne også i fremtiden kan bruges til badning, roning og andre naturoplevelser.

Det er på høje tid, at søernes tilstand kommer øverst på den politiske dagsorden i Sorø. Hvis vi skal nå målet, er vi nødt til at tage fat på den største belastning af søerne: overløb af urenset spildevand fra kloaksystemet ved kraftig regn. Hver gang kloakkerne løber over, tilføres søerne næringsstoffer og forurening, som forværrer problemerne.

Det er langt fra en ny problematik. Kommunen har længe været forpligtet til at handle. EU's vandrammedirektiv kræver, at søerne opnår god økologisk tilstand senest i 2027. Det er allerede næste år.

Alligevel har kommunen givet Sorø Forsyning dispensation til at fortsætte overløb af urenset spildevand frem til 2033. En tilladelse, der er givet uden en miljøvurdering af konsekvenserne for søerne og uden politisk behandling.

Det understreger behovet for, at vi politisk prioriterer søernes tilstand.

Hvis vi ikke får stoppet udledningen af urenset spildevand, risikerer vi, at søerne når et punkt, hvor de ikke kan genoprette sig selv. Så vil en omfattende og dyr sørestaurering blive nødvendig. Det skyldes især de store mængder fosfor, som følger med spildevandet. Fosfor giver eksplosiv algevækst, som igen fører til iltsvind og dårligere livsbetingelser for fisk, planter og andre organismer i søerne.

Vi skylder kommende generationer at handle, mens vi stadig kan gøre en forskel.

Derfor er vores opfordring til flertalsgruppen klar: Sæt penge og konkrete mål af til søerne i årets budget. Lad os give vores børn rene søer - ikke regningen for vores manglende handling.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...