FCK udlejer brasiliansk stopper til Vasco da Gama

Stopperen Gabriel Pereira har spillet 98 kampe for FC København og bliver nu udlejet. (Arkivfoto).

Stopperen Gabriel Pereira har spillet 98 kampe for FC København og bliver nu udlejet. (Arkivfoto).

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FC Københavns stopper Gabriel Pereira udlejes til Vasco da Gama, der har sikret sig en købsobligation på spilleren. Det oplyser FCK fredag på sin hjemmeside.

En købsobligation betyder typisk, at Vasco da Gama er forpligtet til at købe spilleren, hvis forudsætningerne efter endt lejemål er opfyldt.

Dermed kan Gabriel meget vel have spillet sin sidste kamp for FCK, hvor han er noteret for 98 kampe med ni mål til følge.

Kristjaan Speakman, der er fodbolddirektør i FCK, giver brasilianeren nogle pæne ord på vej ud af døren.

- Gabriel er på sin bedste dag en spiller, der har sat en høj standard i FC København. Som hold og klub har vi haft stor gavn af hans tid hos os, siger Speakman til klubbens hjemmeside.

Fodbolddirektøren har talt med FCK-træner Bo Svensson om afgangen, som kommer på et tidspunkt, hvor transfermarkedet i Danmark er lukket.

- Timingen for skiftet er langtfra ideel, og det var et emne, som Bo og jeg diskuterede indgående. I sidste ende følte vi, at dette var det bedste resultat ud fra konteksten.

- Vi mener samtidig, at vi har en stærk række af defensive muligheder, både hvad angår spillere og struktur, siger Speakman.

FCK råder i truppen fortsat over fire spillere, der har spillet i det centrale forsvar i denne sæson. Det drejer sig om Felix Beijmo, Junnosuke Suzuki, Asger Sørensen og Akos Markgraf.

Gabriel har spillet i FCK i de seneste to år og havde selv et stort ønske om at flytte hjem til familien i Brasilien.

- Jeg har fået så mange store oplevelser på ganske kort tid i FC København, og jeg har nydt hvert et øjeblik.

- Jeg har været meget opsat på at flytte tilbage til mit hjemland efter at have været væk i fem år, og nu er det lykkedes. Det er jeg glad for, men jeg vil aldrig glemme København, siger Gabriel.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...