Grønlands regering advarer mod svindelforsøg i spiralsag

I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i spiralsagen på vegne af Danmark og Grønland. (Arkivfoto).

I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i spiralsagen på vegne af Danmark og Grønland. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er fundet eksempler på svindelforsøg, i forbindelse med at grønlandske kvinder nu kan søge om godtgørelse i forbindelse med den såkaldte spiralsag.

Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, er således blevet bekendt med, at nogle borgere er blevet forsøgt svindlet i forbindelse med ansøgning om godtgørelse.

Det skriver Naalakkersuisut på sin hjemmeside.

Det er blandt andet set i henvendelser via beskedtjenesten Messenger.

Opfordringen lyder, at man ikke skal udlevere personlige eller følsomme oplysninger ved sådanne henvendelser.

- Personer, der har søgt om godtgørelse, vil ikke blive kontaktet via Messenger om deres ansøgning, skriver Naalakkersuisut.

Spiralsagen handler om grønlandske piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte praksissen i en periode.

En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 havde fået opsat spiral.

Folketinget vedtog i sidste måned godtgørelsen på 300.000 kroner til de berørte grønlandske kvinder.

Ordningen omkring godtgørelse trådte i kraft 1. september i år, men kvinderne har kunnet søge godtgørelse siden 1. juli.

4. september oplyste Patienterstatningen, at de fire første grønlandske kvinder har fået tildelt godtgørelse i forbindelse med spiralsagen.

Kvinderne får 300.000 kroner hver.

I slutningen af august blev to rapporter, som blandt andet skulle undersøge netop det spørgsmål, præsenteret af den grønlandske regering.

På baggrund af de to rapporter kan den grønlandske regering ikke sige, om der har været et folkedrab eller ej, lød det fra Grønlands minister for børn, unge, justitsområdet og ligestilling, Mariane Paviasen Jensen, på et pressemøde.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...