Aalborg Håndbold må undvære en af holdets store profiler i op til flere måneder.
Sander Sagosen har pådraget sig en stressbelastning i bækkenet og kan være ude i flere måneder.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Det er utrolig frustrerende, for jeg har haft en god opstart og føler selv, at jeg kom godt i gang med sæsonen. Vi har et langt og intenst efterår foran os, så der ville man naturligvis gerne være en del af truppen og kunne bidrage, siger Sagosen til hjemmesiden.
- Derudover er det naturligvis irriterende, at det kan tage alt fra 6 til 14 uger, inden jeg er klar igen.
Det var i ligakampen mod Fredericia 2. september, Sagosen pådrog sig skaden. Han færdigspillede kampen, men havde smerter, skriver klubben.
Efterfølgende undersøgelser har påvist stressbelastningen i bækkenet, som kræver en længere pause.
Den norske bagspiller er i gang med sin anden periode for den nordjyske klub.
Fra 2014 til 2017 tørnede han ud for holdet, før turen gik videre til først Paris Saint-Germain og siden THW Kiel og Kolstad. For halvandet år siden vendte han retur til Aalborg, da Kolstad havnede i økonomiske problemer.
Med det norske landshold har han vundet VM-sølv i både 2017 og 2019 samt EM-bronze i 2020.
RITZAU