Fortsætter registreringsafgiften, som den er indrettet i dag, kan den allerede i 2028 ende med at blive en millionstor udgift for den danske stat.
Det viser en ny prognose fra brancheorganisationen Mobility Denmark.
- Registreringsafgiften har været en pengemaskine for staten. Nu bliver den en regning til skatteborgerne, udtaler Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark, i en pressemeddelelse.
Brancheorganisationens beregninger viser, at staten i 2028 vil opkræve 4,5 milliarder kroner i registreringsafgift, mens 5,3 milliarder kroner skal tilbagebetales i eksportgodtgørelse.
Dermed vil der være tale om et underskud på 800 millioner kroner på området, før udgifter til administration, klagesager og domstole er medregnet, fremgår det af meddelelsen.
Ifølge Mobility Denmark tilskrives den forventede udvikling et svindende marked for fossilbiler, som registreringsafgiften i sin tid blev "skabt til", og et tilsvarende tiltagende marked for elbiler.
En registreringsafgift betales første gang, når et køretøj indregistreres til at køre på de danske veje.
Dele af registreringsafgiften kan efterfølgende blive tilbagebetalt, hvis køretøjet eksporteres ud af landet.
Som det er nu, skal der ikke betales registreringsafgift for elbiler til en værdi under 420.000 kroner.
- Udviklingen drives både af færre afgiftsbelagte nye biler og af, at flere afgiftsmættede fossilbiler eksporteres, mens der stadig sidder betydelige afgiftsbeløb i dem, udtaler Allan Skytte Christensen, cheføkonom i Mobility Denmark, i pressemeddelelsen.
Indtægerne fra registreringsafgiften er ifølge beregningerne faldet fra 20,3 milliarder kroner i 2019 til fem milliarder kroner i 2025.
For 2026 forventes indtægterne at ramme 2,8 milliarder kroner, og for 2027 vil niveauet være på 1,6 milliarder kroner.
RITZAU