Politiet rykkede torsdag aften ud til Mølleengen i Jyllinge efter anmeldelser om en påvirket mand, der skabte utryghed i området. Da patruljen fik kontakt til den 20-årige mand fra Frederikssund, reagerede han aggressivt over for betjentene. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet råbte manden ukvemsord efter betjentene og spyttede på en af dem. Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for vold mod politimand samt fornærmelig tiltale.