Dronning Margrethe udskrevet fra Rigshospitalet efter indlæggelse

Siden søndag har dronning Margrethe været indlagt. Torsdag er hun udskrevet og tilbage på Fredensborg Slot

Her ses Dronning Margrethe overrække Rungstedlundprisen på Karen Blixen Museum Rungstedlund i Rungsted fredag den 12. september 2025. (Arkivfoto).

Her ses Dronning Margrethe overrække Rungstedlundprisen på Karen Blixen Museum Rungstedlund i Rungsted fredag den 12. september 2025. (Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe er torsdag formiddag blevet udskrevet fra Rigshospitalet. Hun er nu tilbage på Fredensborg Slot.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronning Margrethe "befinder sig vel" og skal tage den med ro i den kommende tid, lyder det yderligere i meddelelsen.

Søndag blev dronning Margrethe indlagt på Rigshospitalet efter et ildebefindende.

Kongehuset oplyste sent søndag eftermiddag, at dronningen var blevet indlagt, og at der var blevet konstateret en ny blodansamling i hofteregionen samt mild dehydrering.

Søndag skrev kongehuset også, at dronning Margrethe ville være indlagt den kommende uge både til observation og behandling.

Indlæggelsen betød, at den 86-årige dronning måtte melde afbud til begravelsen af den norske kong Harald onsdag.

Kongehuset havde ellers få dage forinden oplyst, at dronning Margrethe ville deltage sammen med kronprins Christian og prinsesse Benedikte.

Det var på det tidspunkt allerede kendt, at dronning Mary og kong Frederik ville deltage.

Indlæggelsen er den tredje for dronning Margrethe i år.

14. maj blev dronningen indlagt med hjertekramper. Hun fik efterfølgende en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.

Kort tid efter udskrivelsen blev hun igen indlagt på Rigshospitalet i fem dage.

Indlæggelsen skyldtes en større blodansamling i hofteregionen fra et tidligere fald.

I den forbindelse fortalte dronning Mary, at dronning Margrethe havde fået foretaget et mindre indgreb.

Dronning Margrethe har boet fast på Fredensborg Slot siden 2025. Hun benytter også fortsat kongefamiliens andre slotte til ophold.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...