"Vidner - i sektens skygge" er titlen på et arrangement i Snurretoppen i Store Heddinge mandag 14. september.
Her fortæller cand.mag. og forfatter Helle Bertram, der er vokset op i Stevns Kommune, om sine forældre og deres oplevelser i Jehovas Vidner.
Da de kom med i den religiøse sekt i 1980'erne, ændrede livet sig og familien faldt langsomt fra hinanden. Hendes forældre stoppede fra den ene dag til den anden med at fejre jul og fødselsdage, og Helle og hendes søskende flyttede alle hjemmefra i en tidlig alder.
Forældrene blev mere og mere opslugte af fællesskabet med deres nye, åndelige familie, mens Helle og hendes søskende aldrig selv er blevet en del af Jehovas Vidner.
Forældrene er fortsat en del af sekten.
I foredraget fortæller Helle Bertram om at blive valgt fra af sine forældre, om at forsøge at bevare relationen og alligevel mærke en religiøs sekts indoktrinering gennem forældrenes fravalg og afbud. Hun vil også gå i samtale med publikum.
Foredraget er arrangeret af FOF Køge Bugt, der står for billetsalget.